Her er en cremet pastaret med peberfrugtsauce. En lækker (somudgangspunkt) vegetarisk pastaret, som dog også sagtens kan serveres sammen med noget kød, hvis der er nogle kødspisere med til bords. Det endte vi med anden gang vi lavede den, og sådan kunne vi faktisk bedst lide den.
Cremet pastaret med peberfrugtsauce
For et par lørdage siden havde Noah og jeg besøg af Stinna og hendes søde niece, hvor vi lavede aftensmad sammen. Vi lavede bl.a. denne cremet pastaret som blev super lækker, cremet og dejlig krydret. Stinna er jo vegetar, hvorfor vi undlod at komme kød i retten. Dog spiste jeg den igen aftenen efter sammen med Mads, hvor vi kom kylling i. Jeg synes den var bedst med kylling, da jeg manglede lidt at tykke på den første aften. Jeg forestiller mig også at ristet chorizo ville være super godt, pga. den sprøde konsistens og den salte smag.
Selve rettens sauce er lavet på stegte peberfrugter, som er blendet og rørt op med fløde. Det smagte så godt! Her var nok til 4 personer. Håber I kan bruge opskriften på cremet pastaret med bagt peberfrugtsauce og kylling.
Opskrift på cremet pastaret
Ingredienser
I ovnen
- 1 gul peberfrugt
- 10 cherrytomater
- 1-2 fed hvidløg
- 3 spsk. olie
- salt, peber
- en lille håndfuld frisk timian
I gryden
- 400 g kylling + olie, salt og peber
- 400 g pasta + vand og salt
Saucen
- 2 peberfrugter
- 1 rødløg
- 4 fed hvidløg
- lidt frisk chili
- olie til stegning + salt og peber
- 1/4 liter fløde
- 30 g parmesanost
Desuden
- parmesan
- frisk timian
Sådan gør du
- Start med at tænde ovnen på 200 grader og forbered det der skal i ovnen
- Skær peberfrugt i store tern og halver cherrytomaterne, kom begge dele i et fad sammen med revet hvidløg. Hæld olie og drys salt og peber over, og bland det godt rundt. Kom frisk timian ved og giv det hele 15 minutter i ovnen
- Kom lidt olie på en pande, skær kyllingen i mindre stykker og steg den i 10 minutters tid til den er stegt helt, uden at blive tør, drys med salt og peber – tag efterfølgende kyllingen fra
- Imens kyllingen steges, kan du sætte pastaen over til kogning samt forberede saucen ved at skære peberfrugt, rødløg, hvidløg og chili i store stykker
- Kom lidt ekstra olie på panden, når kyllingen er taget væk og tilsæt de grøntsager du lige har skåret, giv dem 5 minutters tid og kom det derefter i en blender eller minhakker. Blend til det har en cremet konsistens, måske det kræver 1-2 spsk. vand også.
- Nu skal det hele samles. I en stor wok kommes den stegte kylling, den kogte pasta, den blendede sauce, og de bagte grøntsager fra ovnen. Rør det hele sammen med fløden og den revne parmesanost
- Server med ekstra parmesan og timian
Andre cremede pastaretter
Pastaretter er noget, som de fleste rigtig godt kan lide – også børn. Hvis du er på udkig efter andre retter med pasta, så har jeg en hel kategori med pastaretter på min side. Her kan du finde inspiration til mange flere pastaretter med forskellige saucer og forskelligt tilbehør. Her er nogle udvalgte:
- en anden cremet pastaret med kødboller
- en pastaret med en parmesan-lime-flødesauce
- spaghetti med svampesauce
- pasta med peberfrugt-blomkålssauce
Instagram, Facebook og gratis nyhedsbrev
Følg gerne med på min instagramprofil og min facebook-side også, hvor jeg deler en masse madbilleder og opskrifter. Eller tilmeld dig mit nyhedsbrev lige her helt gratis. Så vil du modtage mine madplaner i din indbakke hver uge, som består af en masse nemme hverdagsretter, altid med godt med grøntsager.
Det lyder dejligt tak😊
Bh Kristine
Hej Julie
Tak for nogle skønne Madplaner 😊
Retten her lyder lækker. Hvor kommer den krydrede chorizo ind i billedet? 😊. Steger du den med kyllingen?
Pft.
Bh Kristine
Hej Kristine.
Ja, det var oprindeligt ikke i retten – da jeg lavede den. Men jeg forestiller mig bare at det er super lækkert. I så fald ville jeg stege det helt sprødt (på en tør pande) og lægge det til side. I selve stegefedtet vil jeg blot fortsætte med kylling ja. Til sidst vil jeg drysse det sprødstegte chorizo over 🙂