Æggewrap med grønt og ristede kikærter

Æggewrap – en slags pandekage lavet på æg, yoghurt og krydderier

æggewrap

æggewrap

Æggewrap med ristede kikærter

 

Æggewrap er en virkelig god måde at få en masse sundt på. Jeg spiser selv ret tit de her æggewraps til frokost og fylder dem med guacamole eller haydari. Så kan der f.eks. komme ristede kikærter i som her. Det kunne også være, du havde nogle falafler i fryseren, du kunne komme i.

Her er altså en idé til en virkelig nem, sund og mættende frokost. Denne kombination mætter rigtig godt, og det er super nemt at lave. Det tager mig små 10 minutter at bikse sammen, og så har jeg også lidt rester til aftensmaden. Jeg rister nemlig en omgang kikærter i lidt krydderier, men spiser kun en tredjedel af portionen, så jeg gemmer dem altid til aftensmaden og kommer i salater f.eks.

Min æggewrap er kun lavet på et par æg, krydderier og yoghurt naturel eller skyr. Det røres blot sammen og steges på en pande. Wrappen smører jeg med most avocado, så kommer de ristede kikærter og lidt ekstra grønt på & voila – hurtig og lækker frokost (eller aftensmad).

Håber du kan bruge idéen, tilføj blot de krydderier du elsker eller smid de grøntsager oven på du elsker. God appetit og god fornøjelse

Æggewrap med avocadocreme og ristede kikærter

Opskrift til 1 sulten person

Forberedelsestid

10 minutter

Tilberedelsestid

15 minutter

Samlet tid

25 minutter

Ingredienser

Ristede kikærter

  • 1 dåse kikærter (spiser ikke det hele, men gemmer resten til senere)
  • 1/2 tsk. salt
  • 1/2 tsk. garammasala eller andet yndlingskrydderi
  • 2 spsk. olie til stegning (jeg bruger olivenolie)

Æggewrap

  • 2 æg
  • 2 (store) spsk. yoghurt naturel eller græsk yoghurt
  • 1/2 tsk. spidskommen eller andet krydderi
  • 1/2 tsk. salt
  • 1/2 tsk. bagepulver
  • 1-2 spsk. olie ekstra til stegning

Fyld

  • 1 avocado
  • frisk spinat
  • agurk og tomat (eller hvad du ellers har af grønt)

Sådan gør du

  1. Start med at riste kikærterne: hæld lidt olie på en pande, dræn kikærterne fra vandet i dåsen og kom dem på panden sammen med salt og garammasala. Vend det rundt i nogle minutter ved ret høj varme, skru lidt ned for varmen og lad dem ligge på panden imens du laver din æggeblanding til wrappen
  2. I en skål blander du æg, yoghurt, bagepulver, salt og spidskommen
  3. Tag nu kikærterne af panden, kom dem i en skål. Kom lidt ekstra olie på panden (hvis kikærterne er groet godt fast i panden, vil jeg anbefale at skrabe det af inden du laver wrappen – ellers kan den godt hænge fast i panden)
  4. Kom æggemassen på panden ved middelvarme, lad den ligge et par minutter til den sætter sig fast – imens kan du klare dine grøntsager
  5. Mos avocadoen i en skål og skær agurk og tomat ud
  6. Vend nu wrappen og giv den 1 minuts tid på denne side også
  7. Tag wrappen af panden, over på en tallerken. Smør med den moste avocado, top med frisk spinat, den mængde kikærter du ønsker, agurk og tomat

Bedøm denne ret

æggewrap

æggewrap

 

Andre idéer til en nem og sund frokost

Hvis du er ude efter andre nemme og sunde frokostløsninger, har jeg lavet et par andre indlæg. I det her indlæg har jeg samlet en række forslag til hvad man kan spise midt på dagen, hvis man ønsker mere grønt. Det samme har jeg i dette indlæg. Her er både forslag til mættende frokostsalater, spejlæg, gnavegrønt, nødder, falafler (fra fryseren), frostblandinger fra fryseren, vegetardeller osv.

 

Mad til familien for under 100 kr.

Denne ret er ikke kun hurtig og nem at lave, den er også budgetvenlig. Du kan nemlig handle ind til disse æggewraps med kikærter, spinat, tomat, agurk, samt avokado for kun 96 kr. Dét er billig spise, og kan endda gøres endnu billigere hvis ud blot fylder wrapsene med hvad end du i forvejen har liggende. Kig forbi vores kategori billig mad, hvor du kan finde mange andre billige opskrifter.

 

Instagram og gratis nyhedsbrev

Følg endelig med på min instagramprofil også, hvor jeg deler en masse andre madbilleder og opskrifter. Eller tilmeld dig mit nyhedsbrev lige her helt gratis. Så vil du modtage mine madplaner i din indbakke hver uge.

Kommentarer

  1. Hej Julie, meget velsmagende mad – æggemassen var super lækker, men jeg havde svært ved at få dem som hele pandekager, da de smuldrede fra hinanden. Kan se at andre også har haft udfordringer, mangler der noget til opskriften?

  2. Hejsa, jeg har lige prøvet din opskrift men trods en ny pande og fedtstof kunne jeg ikke få pandekagerne til at slippe. Men din ser også meget tyndere ud. Har du et bud på hvad jeg gør forkert? Får du flere pandekager ud af den portion?

    1. Hej Jette
      Åh øv, det lyder lidt surt. Mine kan egentlig sagtens slippe. Jeg har dog også en “rigtig” pandekage-pande, som er virkelig god at lave dem på. Ved ikke om det kan være den der er skyld i det. Måske du skal have mere olie. Ellers skal der måske en smule mel i, det vil helt sikkert hjælpe. Men selvfølgelig lidt ærgerligt, hvis du gerne ville lave dem uden. :/

  3. Hej Julie. Du skriver i teksten, at du bruger yoghurt naturel eller skyr til æggewrappen, men det står ikke i opskriften. Hvor meget bruger du?

Vis alle kommentarer (5)

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret