Fastelavnsboller med jordbær, vaniljecreme og flødeskum

Fastelavnsboller med jordbær, creme og skum. Jeg delte forleden en fastelavnsbolle med nougat, vaniljecreme og flødeskum. Denne her minder lidt om, her er nougatcremen blot skiftet ud med en jordbærpuré. Så denne her er måske lidt mere frisk i det, hvor den anden er mere sød. Jeg er vild med dem begge, og når man alligevel har lavet en vaniljecreme og pisket flødeskum, så kunne man jo passende prøve dem begge af. Så er det kun en jordbærpuré ekstra ud over nougat. Så ind med croissanterne i ovnen, så kan du lige bikse fyldet sammen imens.

Fastelavnsboller med jordbær

Fastelavnsboller med jordbær ala kompot og en vaniljecreme

 

Egentlig blev jeg ret inspireret til de her fastelavnsboler af en lagkage jeg lavede her for nogle måneder siden. Fyldet er nemlig stort set ens. En lækker hjemmelavet gammeldags vaniljecreme, en frisk og syrlig jordbærkompot eller puré. Samt en klassisk flødeskum. I lagkagen var det selvfølgelig lagt i mellem lagkagebunde. Her er det kommet ind i sprøde luftige croissanter.

Croissanterne har jeg blot fundet i frostafdelingen i supermarkedet og bagt dem i ovnen her hjemme. Så skal de lige køle godt af inden brug. Opskriften her giver 4 fastelavnsboller med jordbær og andet godt. Håber det kan bruges

Croissanter med jordbær, fløde og vanilje

Opskrift til 4 croissanter

Forberedelsestid

30 minutter

Tilberedelsestid

15 minutters bagetid

Samlet tid

30 minutter

Ingredienser

Croissanter

  • 4 stk. i en pose man finder på frost

Jordbærpuré

  • 200 g frosne jordbær
  • 2 spsk. sukker
  • 1 husblas

Vaniljecreme

  • 1/2 vaniljestang + 2 spsk. sukker
  • 1/2 spsk. maizena
  • 1 æggeblomme
  • 1,5 dl sødmælk

Flødeskum

  • 2,5 dl piskefløde

Sådan gør du

  1. Tænd ovnen på 180 grader og bag de frosne croissanter i ovnen i cirka 15 minutter, til de er sprøde og gyldne. Imens kan du lave fyld:
  2. Jordbærpuré: Kom jordbær og sukker i en gryde og varm langsomt op til jordbærrene er bløde, mos dem godt med en gaffel i gryden. Læg imens husblas i blød i en skål koldt vand. Pres væsken fra den bløde husblas og kom det over i gryden, rør godt rundt, så det smelter helt sammen med jordbærrene. Kom jordbærpuréen over i en skål og lad den køle af.
  3. Vaniljecreme: Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Bland dem på skærebrættet med sukker. I en skål pisker du det her vaniljesukker, æggeblommer, og majsstivelse.
  4. I en gryde varmes mælken og den tomme vaniljestang langsomt op til mælken koger.
  5. Hæld mælken over til æggeblandingen i skålen i en tyndstråle og pisk løbende.
  6. Så skal det tilbage i gryden og røres i, mens det langsomt kommer op og koge. Når det er tykt – tag det af varmen og kom på en tallerken. Dæk med film, som trykkes godt ned over cremen, så der ikke er luft (laver sådan en træls skorpe ellers). Lad det køle af på den måde.
  7. Pisk flødeskum og kom det i en sprøjtepose.
  8. Lad dine croissanter køle af (ellers smelter flødeskummen helt), skær dem over.
  9. Kom lidt vaniljecreme i, en smule jordbærkompot og sprøjt et godt lag flødeskum.
  10. Kom “låget” på og drys evt. med lidt flormelis hvis du synes.

Bedøm denne ret

croissanter som fastelavnsboller

Video af fastelavnsboller med jordbær

Jeg har optaget hvordan de samles her. Det er ret så nemt, især fordi jeg har valgt at købe mig til croissanterne. Disse kan man jo lave selv, hvis man er sådan et overskudsmenneske. Ellers kan man også snildt købe dem hos bageren, altså croissanterne. Så kan man jo fylde dem selv, med det man elsker mest.

Drys gerne flormelis over dine fastelavnsboller med jordbær

Jeg kom i tanke om efterfølgende at det da er vildt fint at pynte sine fastelavnsboller med flormelis. Så det må man lige tænke sig til her. Næste gang jeg laver dem, vil jeg klart drysse flormelis ud over.

 

Hvad kan man ellers fylde i croissanterne?

Jeg har som sagt lavet mig nogle fastelavnsboller med jordbær – frosne jordbær man koger op med lidt sukker og smider et glas husblas i. Så bliver det lidt mere fast i det og løber ikke ud eller gør brødet vådt. Til gengæld giver det godt med syre til de søde elementer. Man kan jo også skifte jordbær ud med blåbær, hindbær, mango eller passionsfrugt for andre syrlige frugtsmage.

Flødeskummen kan man komme jordbærmarmelade i, hvis man ønsker dem med endnu mere jordbærsmag.  Vaniljecremen synes jeg næsten ikke man skal pille for meget ved, den er simpelthen så god i sig selv. Skal det være helt nemt, kan man købe de breve dér som kan ende med at blive en vaniljecreme. Jeg har aldrig selv prøvet at lave sådan en købe-creme (så vidt jeg husker), jeg vil til en hver tid gå med at lave den selv.

Af helt andre bud på fyld: lemoncurd smager fantastisk, remonce eller chokolade.

Følg endelig med ovre på min instagramprofil, hvor jeg deler meget mere mad inspiration, opskrifter og også en del træning (lidt endnu, ind til jeg skal føde om nogle måneder).

Kommentarer

Ingen kommentarer endnu

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret