Her får du en ny opskrift på en af min favoritsupper: Tomatsuppe. Jeg har allerede en opskrift på tomatsuppe på bloggen, men dette efterår måtte jeg teste en version med bagte grøntsager. Og hold da op, for en dyb og intens smag, det giver til suppen. I stedet for at svitse tomat, peberfrugt, løg og hvidøg af i en gryde, har jeg bagt dem med olie, salt og peber og en kvist frisk timian i ovnen. Og herefter blendet det i en blender, inden jeg varmede det op i en gryde. Hvis du ligesom jeg elsker suppesæsonen, så synes jeg, du skal give dig i kast med min opskrift på tomatsuppe med bagte grøntsager.
Opskrift på tomatsuppe med bagte grøntsager
Der er bare noget hyggeligt over en dampende skål tomatsuppe – især når det er koldt udenfor. Den her tomatsuppe med bagte grøntsager er sådan en suppe, der smager af hjemlig hygge, men som samtidig føles lidt luksus. Men den er nem at lave, så lad dig ikke skræmme af de bagte grøntsager. Det giver den dejligste smag. Top med en klat cremefraiche, lidt frisk basilikum og servér evt med lidt brød til.
Ingredienser
- 6 tomater
- 2 røde peberfrugter
- 2 rødløg
- 4 fed hvidløg
- En lille håndfuld frisk timian
- ¼ dl olie
- 2 tsk. salt + lidt sort peber
- 1 dåse hakket tomat
- 1 spsk. balsamicoeddike
- ¼ liter piskefløde
Til servering
- Toppes med creme fraiche, frisk basilikum, salt og peber. Servér evt. med brød
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
- Skyl og skær tomater, peberfrugt og rødløg i grove stykker. Fordel i et ildfast fad sammen med hvidløg og frisk timian. Lad gerne hvidløgene sidde i skal på stilken og skær blot toppen af de 6 fed. Hæld olie over og drys med salt og peber. Bag i ovnen i cirka 20-25 minutter.
- Kassér timianstilkene. Pres hvidløg ud af skallen og kassér skallen.
- Kom alle grøntsagerne i en blender sammen med tomatpassata, balsamicoedddike og fløde. Blend til du har en blød og ensartet masse.
- Hæld nu suppen over i en gryde og lad den simre i 5-10 minutter. Smag til med salt og peber.
- Anret suppen i skåle, tilføj nudler efter ønske og top med en klat creme fraiche, frisk basilikum og lidt salt og peber. Servér evt. med flute til.
Kan jeg toppe suppen med noget?
Ja, du kan enten komme ristede kikærter hen over suppen eller stege bacon eller chorizopølse helt sprødt og drysse ovenpå suppen i forbindelse med servering. Ellers kan du lave sprøde brødcroutoner, riste græskarkerner og komme dette samt lidt friske krydderurter hen over. Du an også tilføje suppehorn – eller måske nudler – for at give lidt ekstra fylde. Mulighederne er mange for at peppe suppen lidt ekstra op.
Andre gode supper
Jeg har efterhånden en del opskrifter på suppe i mit univers. De spænder fra klassiske til mere eksotiske varianter. Her er en oversigt over andre gode supper, du kan lave:
- Thaisuppe med kylling og grøntsager: En krydret suppe med kylling, nudler og en sauce baseret på rød karrypaste, sojasauce, fiskesauce og kokosmælk.
- Gullashsuppe: En fyldig og krydret suppe med skært oksekød, kartofler og grøntsager, toppet med cremefraiche og purløg.
- Tunesisk suppe med kylling og grønt: En krydret suppe inspireret af tunesisk køkken, med kylling, grøntsager og suppehorn.
- Rodfrugtsuppe med sprød bacon og persille: En cremet suppe lavet af forskellige rodfrugter, toppet med sprødstegt bacon og frisk persille.
- Indonesisk karrysuppe: En cremet karrysuppe med tigerrejer, ferskner og fløde, der giver en sød og krydret smagsoplevelse.
- Kartoffelsuppe med porre: En klassisk kartoffelsuppe med porre, hvidvin og fløde, der giver en rig og fyldig smag.
- Mexicansk suppe med kikærter og kylling: En krydret suppe med kylling, kikærter og hakkede tomater, toppet med forskellige toppings som avocadocreme og sprøde nachos.
- Jordskokkesuppe med basilikumsolie: En cremet jordskokkesuppe toppet med en aromatisk basilikumsolie.
- Minestronesuppe: En vegetarisk grøntsagssuppe med frisk timian og basilikum, der er både budgetvenlig og smagfuld.
Følger du mon med på Instagram?
Følg meget gerne med på min Instagramprofil for mere mad-inspiration og nemme opskrifter. Her deler jeg desuden en masse glimt fra min hverdag, hvad den nu byder på samt en masse træningsinspiration. Du er så velkommen til at følge med derovre, mit navn er @juliebruunsblog. Jeg håber, at vi ses derude 😀
Kommentarer