Her finder du en nem opskrift på porretærte med bacon. Den bedste tærtebund med saftigt fyld af bl.a. æg, mozzerella og mælk samt selvfølgelig en masse porrer og sprød bacon. Virkelig bare lækker og nem aftensmad, som hele familien kan være med på. Jeg håber, at I kan bruge opskriften!
Porretærte med bacon
Jeg har førhen delt en opskrift på porretærte med jer, som var med krydret chorizopølse. Men wow denne her porretærte med bacon er endnu bedre! Jeg har dog samlet begge porretærter i dette indlæg, så du stadigvæk kan finde den gamle opskrift på porretærte med krydret chorizo nedenfor opskriften her. Men tilbage til den nye porretærte – for hold nu ferie en god tærte. Har virkelig en skøn smag fra de bagte porre og den sprøde bacon. De to ingredienser går bare godt sammen. Tærten er lavet på den ultimative bedste tærtedej. Bunden er simpelten så nem at smække sammen, så det er helt klart dét værd at lave den selv. Men hvis det skal gå endnu hurtigere, så kan også sagtens købe dig til en færdig dej. Kan dog virkelig anbefale at følge opskriften på tærtebunden!
Her er nok til én porretærte, omkring 4 gode stykker. Skærer du nogle mindre stykker, kan det række til 6 stykker. Tærten kan sagtens fryses og den kan også gemmes et par dage i køleskabet. Jeg håber du kan bruge min opskrift på porretærte.
Opskrift på porretærte med bacon
Forberedelsestid
15Tilberedelsestid
30Samlet tid
45Ingredienser
Tærtedej
- 200 g hvedemel
- 1/2 tsk. salt
- 100 g smør eller olie
- 5-6 spsk. vand
Fyld
- 4 æg
- 50 g revet mozzarella
- 1,5 dl mælk
- 2 store porrer
- 100 g bacon
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 180 grader
- Start med at lave bunden til tærten ved at komme mel, salt og smør i en skål. Smuldr smørret ind i melet og saml det med vandet. Rul dejen ud og kom den i en tærteform. Pres dejen op af kanterne og prik lidt huller med en gaffel
- Forbag bunden ved 180 grader i 10 minutter imens du klargør fyldet
- I en skål blandes æg, revet ost, mælk, salt og peber
- Rengør porre og skær det i skiver
- Steg bacon sprødt og tag det af varmen. Kom derefter porre på panden som hurtigt steges i baconfedtet.
- Kom nu både bacon og porre på tærtebunden og hæld æggeblandingen over.
- Bag videre i ovnen i en lille halv time, til fyldet har sat sig og får en fin gylden farve.
Porretærte med krydret chorizopølse
Til denne porretærte med krydret chorizopølse har jeg brugt samme opskrift på tærtebund som i den nye udgave med bacon – dog har jeg skiftet 100 gram hvedemel ud med 100 gram grahamsmel. Synes begge dele fungerer rigtig godt, så det gør du bare hvis du ønsker den mere grov.
TÆRTEDEJ
- 100 g grahamsmel
- 100 g hvedemel
- 1 dl olie (jeg bruger olivenolie)
- 1 tsk. salt
- 3-5 spsk. vand (prøv dig frem)
FYLD
- 2 porrer
- 200 g. chorizopølse
- 4 æg
- 125 g hytteost
- 125 g cremefine eller fløde
- salt & peber
SÅDAN GØR DU
- Start med at lav din tærtedej og tænd ovnen på 200 grader varmluft
- Bland ingredienserne i en skål og ælt det sammen med hænderne
- Pres dejen ned i en tærteform med hænderne eller rul den ud på et bord i lidt ekstra hvedemel med en kagerulle
- Løft dejen over i en tærteform og pres den let ned i.
- Prik i bunden med en gaffel lidt rundt omkring og forlag bunden i 10 minutter inden fyldet kommes på og tærten bages igen.
- Skær porre og chorizo i passende stykker og steg begge dele på en pande, så det bliver let brunet og det meste væske fordamper. Kom det evt. over på en tallerken dækket med køkkenrulle, så fedtet fra pølsen begrænses lidt
- Kom æg, hytteost, creme fine og krydder i en skål og rør rundt
- Kom porre-pølse blandingen over bunden og dæk det med æggemassen
- Giv tærten en halv times til i ovnen til den er fast og gylden
Foreslag til ændringer i din porretærte
Æggemassen:
Til denne opskrift har jeg brugt æg, mozzerellaost og mælk som min æggemasse. Dette kan man sagtens ændre i, hvis du ønsker at bruge nogle andre mejeriprodukter. Sidst lavede jeg porretærte med hytteost, creme fine og æg, hvilket også fungerer mega godt. Så man kan nemlig sagtens bruge en anden slags ost som f.eks. hytteost eller fetaost. Ellers kan man også bruge fløde i stedet for creme fine og mælk, eller tilsætte creme fraiche. Det er bare med at prøve sig frem, det kommer sig nemlig ikke så nøje, hvor meget der er af det ene eller det andet. Jeg plejer bare at bruge godt med æg, så hele massen sætter sig godt i tærten.
Fyldet:
Ligeledes kan man også sagtens ændre i fyldet, og tilpasse det netop som du ønsker den. Måske porretærte med skinke og bacon kunne være noget? Eller man kunne tilsætte kylling – evt. kyllingetern hvis det fortsat skal være nemt og hurtigt. Eller du kan undlade kød helt og lave en vegetar tærte. Så kan du f.eks. komme en ekstra porre i. Du kan også tilsætte flere grøntsager. Måske løg, spinat eller broccoli. Skift endelig fyldet ud lige så tosset du vil. Det er netop det fede ved tærter, synes jeg. Nemlig også en oplagt mulighed for, at få tømt ud i køleskabet og få brugt de slatne grøntsager.
Bunden:
Jeg bruger altid denne her opskrift på tærtedej til alle mine tærter. Den fungerer bare altid og er slet ikke tør. Den er sammenhængende, fedtet, og mættende. Som sagt er den virkelig bare super nem og hurtig. Jeg varierer ofte mellem kun at bruge hvedemel, eller et mix af hvedemel og grahamsmel, afhængig af om den skal være i den grove ende.
Tilbehør til porretærte med bacon
Vi laver ofte en salat til, når vi får tærte. Her kommer lidt forslag til salater der er super gode sammen med porretærte:
- Denne spidskålssalat med frisk dild, æble og avocado – lækker spidskålssalt med sprøde elementer, som jeg synes er skønt ved siden af tærten. Sprødt spiskål, fed avocao og syrlig æble – vendt i en olie-sennep-honning dressing.
- Gulerodssalat – denne er med en kanelolie, feta og dadler. Har en dejlig friskhed fra appelsiner og bagte soya mandler på toppen som lige giver den sprødhed og et hint af salt.
- Rødbedesalat med fetadressing – både dejlig, sprød, frisk, fyldig og fedtet. Med granatæble, ristede pinjekerner og persille.
- Grøn salat med basilikumsdressing – den er med broccoli, ærter, avocado og agurk. Vendt i en basilikumsolie og toppet med ristede pinjekerner.
Billig tærte
Porretærte med baocn er faktisk ganske billig at lave, hvorfor du også kan finde den i vores kategori billig mad. Her finder du billig mad til under 26. kr. per person. Tærten her kan du handle ind til for for 94,50 kroner. Så hvis du laver 4 stykker ud af din tærte, er det altså knap 24 kr. per person. Det må siges, at være nem og billig aftensmad!
Kommentarer