En club sandwich med kylling og karrydressing. Mums, altså, det er da en klassiker. Denne gang har jeg lavet en luksus-udgave, idet den består af et ekstra lag brød og derfor får en rigtig flot højde. Derudover er opskriften her med grillet peberfrugt, som er et rigtig dejligt element sammen med den saftige kylling og cremede karrydressing. Det er en dejlig hverdagsret, for det tager max en halv time, og så står der luksus club sandwich klar til at spise.
Opskrift på luksus club sandwich
Man kender jo club-sandwichen fra alverdens caféer og restauranter. Den er bare ofte at finde på menukortet, og det med god grund. Jeg synes, det er en ret der er let servere for både børn og voksne. Lige i denne opskrift har jeg faktisk udeladt bacon – for nogen er det sikkert tæt på at være en dødssynd 😀 Men jeg synes simpelthen, der var rigeligt salt og fedme. Men hey, hvis du er uenig, så tilføjer du bare bacon.
Ingredienser
- 6 stykker toastbrød
- 1 portion karrydressing
- 2 spsk. ketchup
- 4 stk. salat, f.eks. hjertesalat
- 1/3 agurk
- 1 tomat
- 1/4 rødløg
- 200 g kyllingebryst + olie til stegning + salt og peber
- 1 peberfrugt
- 2 æg
Karrydressing
- 1 dl creme fraiche
- 3 spsk. mayo
- 1 spsk. mango chutney
- godt med salt, peber
- 1 stor tsk. karry
- 1 spsk. citronsaft
Sådan gør du
- Bland din dressing sammen i en skål
- Steg kylling på en pande i olie og krydr godt. Skær efterfølgende i tynde skiver.
- Skær skiver af peberfrugten og grill dem enten på en grillpande, eller i ovnen.
- Lav spejlæg, som krydres efter smag
- Skyl og snit grønt
- Rist dine brød på en brødrister, eller på en pande i smør.
- Saml dine sandwich som på videoen: smør først et styke ristet brød med karrydressing. Kom en skive salat, agurk, tomat og rødløg på. Smør et stykke toastbrød mere med dressing og kom på. Kom så kylling, spejlæg og grillet peberfrugt på. Smør den sidste skive brød med ketchup og læg denne på. Skær evt. sandwichen over på skrå og spis.
Video af luksus club sandwich
Andre gode sandwich-opskrifter
Jeg elsker sandwich, og hvis du også gør det, så kan du jo overveje også at prøve disse opskrifter:
- Du kan prøve en club sandwich på blomkålsbrød, dem får vi virkelig tit og alle elsker dem. Selv ungerne spiser de her blomkålsbrød som var det klassisk toastbrød.
- De her sandwich med tun creme, syltede rødløg og pesto – også en kæmpe favorit
- Dem her med en oliventapenade, serranoskinke og mortadella
- En omgang luksus sandwich med flanksteak, løgkompot og (hjemme)ristede løg
Instagram og gratis nyhedsbrev
Følg endelig med på min Instagramprofil også, hvor jeg deler en masse andre madbilleder og opskrifter. Her deler jeg også hverdagsglimt fra familieliv og hvad der ellers tilhører. Du kan også tilmelde dig mit nyhedsbrev lige her helt gratis. Så vil du modtage mine madplaner i din indbakke hver uge. Madplanerne indeholder en komplet indkøbsliste.
Kommentarer