Den her ret er både nem, hurtig og mættende – og så er den spækket med gode sager som kikærter, sorte bønner, squash og flødeost, der giver den en dejligt cremet konsistens. Kombinationen af tomat, balsamico og et nip chili giver retten masser af dybde og smag. Det er en af de slags retter, der føles lidt luksusagtig, men som er lavet af helt almindelige basisvarer fra skabet. Glæd dig til en omgang cremet pasta med bælgfrugter.
Opskrift på pasta med bælgfrugter
Der er noget virkelig rart ved retter, hvor man bare kan tømme lidt ud af skabet og alligevel ende med noget, der smager som om man har brugt meget længere tid i køkkenet. Her mødes bløde bønner og kikærter med sauterede grøntsager, tomat og flødeost, som binder det hele sammen til en fyldig og cremet pastasauce. Det er en af de retter, hvor det både dufter dejligt undervejs – og føles rart i maven bagefter.
Ingredienser
- 1 løg
- 2 fed hvidløg
- 1/2 squash
- olie til stegning
- 300 g pasta eller spaghetti
- 1 dåse kikærter
- 1 dåse sorte bønner
- 140 g tomtatpure (en hel tube)
- godt med salt og peber
- 1 godt nip chili
- 1 spsk. sirup
- 2 spsk. baslsamicoeddike
- 1,5 dl kogevand fra pasta
- 100 g flødeost naturel
Sådan gør du
- Pil løg og hvidløg og snit begge dele fint. Riv squash groft.
- Kom lidt olie på en dyb pande og rist grøntsagerne af her i.
- Sæt også pasta eller spaghetti over at koge i en gryde.
- Dræn bønner og kikærter og skyl dem godt. Kom begge dele ned til grøntsagerne på panden og vend godt rundt.
- Kom så tomatpuré, krydderier, sirup og balsamicoeddike ved samt kogevandet fra pastaen. Vend det godt rundt.
- Lad det bruse let op og tilføj så flødeosten til sidst, som vendes sammen med resten.
- Si pasta og kom det over i gryden. Rør rundt og server med høvlet parmesan og enten lidt fintsnittet forårsløg og/ eller basilikum.
Justeringer og variationer
Her får du lige et par tips til småjusteringer og variationer til den her opskrift på cremet pasta med bælgfrugter. Find selv på flere og prøv dig bare frem.
- Med ekstra grønt: Du kan sagtens tilføje flere grøntsager – fx spinat, peberfrugt eller aubergine i tern. Eller hvad du ellers lige har i grøntsagsskuffen.
- Vegansk udgave: Erstat flødeosten med en plantebaseret smøreost – eller brug havrefløde for en mere flydende sauce.
- Med kød: Ønsker du kød i retten, kan du tilsætte stegt bacon, kylling i tern eller chorizopølse for ekstra smag og fylde.
Andre gode pastaretter
Er du vild med en god, varm pastaret? Så prøv også nogle af de her pastaopskrifter:
- Pastaret med svampe – En skøn cremet pastaret med svampe, hvidløg, kylling og bacon.
- Tyrkisk pasta med oksekød – En nem hverdagsret fyldt med varme krydderier, cremet dressing og sprød topping.
- Pasta med salsiccia og butterbeans – Denne pastaret består af så mange gode elementer: Salsiccia, butterbeans, hvidløg, citronskal, revet Prima Donna-ost, squash og pasta. Mums!
- Pasta med chorizo og peberfrugt – En nem og overskuelig hverdags pastaret, som både voksne og børn kan lide herhjemme.
Følg meget gerne med på min Instagramprofil lige her. Du kan også tilmelde dig mit nyhedsbrev. Dette sender jeg ud hver weekend, hvor man får mine madplaner helt gratis. Det foregår lige her.
Kommentarer