Her finder du inspiration til en gang lækker frokost, når den lige skal være lidt mere ekstra end en rugbrødsmad (selv om det nu aldrig slår fejl). Blomkålsbrød med svampefyld, som er toppet med høvlet parmasan. Ej mums, håber du vil prøve den af.
Blomkålsbrød med svampefyld
Disse blomkålsbrød har du sikkert set før, jeg er nemlig ret tosset med at lave dem – i alle mulige forskellige kombinationer. Jeg laver ofte blomkålstoast her hjemme, som netop er samme opskrift. Denne gang lavede jeg en lækker omgang svampefyld. Fyldet er dejlig cremet og har bare en skøn smag fra hvidløg, skalotteløg og parmasan. Under fyldet kommer jeg en håndfuld frisk spinat, for lige at give den bløde, cremede fyld noget modspil i konsistensen. Bare en lækker kombination!
Jeg har som sagt tænkt sådan en gang blomkålsbrød med svampefyld til frokost, men tænker også sagtens de kan fungere til aftensmad – måske også endda til en gang lækker brunch. Hvis man vil, kan man også sagtens lægge et blomkålsbrød på som låg, hvis man ønsker en lukket sandwich i stedet for.
Blomkålssandwich med svampefyld
Forberedelsestid
20 minutterTilberedelsestid
15-20 minutterSamlet tid
30 minutterIngredienser
Blomkålsbrød (nok til 9 brød)
- 100 g havregryn
- 2 spsk. mel
- 3 æg
- 3 spsk. olivenolie
- 1 tsk. oregano
- 1 lille tsk. salt + et drys peber
- 250 g blomkål, rengjort og skåret i mindre buketter.
Frisk spinat
- 150 g cirka (en lille håndfuld på hver)
Svampefyld
- 300 g champignon
- 3 små fed hvidløg
- 2 skalotteløg
- 150 g frisk spinat
- 2 spsk. olie + 1 spsk. smør til stegning
- 2 dl fløde
- godt med salt og peber
- 50 g parmesanost i alt, 40 g i fyldet og de sidste 10 g til toppen.
- evt. sprødstegt bacon, hvis man synes
Sådan gør du
BLOMKÅLSBRØD:
- Start med at lave dine blomkålsbrød: tænd ovnen på 200 grader varmluft.
- Kom alle ingredienser hertil i en food processor eller minihakker og blend.
- Smør det ud på en bageplade beklædt med bagepapir, så det er ca 0,5 cm tykt. Bag det i ovnen i 15 minutters tid, til de er gyldne og kan slippe bagepapiret. Imens kan du klargøre dit fyld.
SVAMPEFYLD:
- Rengør champignon og skær dem i mindre stykker.
- Snit løg og hvidløg fint.
- Skyl spinat og dup det tørt.
- Kom lidt olie på en pande og svits ovenstående af her til det falder sammen og bliver blødt. Tilsæt smørret, så det kan ligge og hygge sig lidt her i.
- Kom så fløden ved og lad det boble let på panden.
- Kom salt, peber og høvlet parmesan ved og rør rundt.
SERVERING:
- Skær brødene ud i 9 stykker, jeg bruger en pizzaskærer.
- Læg et stykke brød på en tallerken og kom en lille håndfuld frisk spinat over.
- Kom en god skefuld af svampefyldet på og høvl ekstra parmesan over.
- Hvis du synes, kan du servere et stykke sprødt bacon på toppen også.
Andre frokost-idéer
Nogle gange må frokosten gerne være lidt ekstra. Hvis du står og skal have gæster til frokost, kan det være du finder inspiration fra nogle af følgende opskrifter:
- Croque madame. Også en ny opskrift der har fundet sin vej til bloggen. Sprødt brød, en god skinke, ostesauce, toppet med et spejlæg.
- Sandwich med parmaskinke, pesto og den bedste løgkompot. Opskriften er med hjemmelavet brød og hjemmerørt pesto. Eer tiden ikke til det, kan man også sagtens købe sig til det.
- Toastruller med cheddarost og skinke. En sjov måde at servere toast på, som bare smager skide godt.
- Bagels med krydret karrykylling og bacon. Krydret, men dog stadig sød kyllingekød, sprødstegt bacon, en karrydressing og grønt. Mums..
- Rugbrødssandwich med tunsalat og syltede rødløg. Opskrift på en mega nem og god tunsalat som bare smager liiidt bedre på et lækkert rugbrød fra bageren eller et hjemmebagt rugbrød.
Følg med bagom produktionen
Hvis du kunne tænke dig at følge med i, hvad der sker bagom opskrifterne, som jeg deler her på bloggen, så kan du følge mig på Instagram. Her deler jeg ofte glimt fra opskriftudviklingen, og generelt bare små glimt fra min hverdag og familieliv.
Kommentarer