Her får du en opskrift på asiatisk kålsalat med kylling og cremet dressing – en skål fuld af sprødhed, farver og smag. Det er en mættende måltidssalat, hvor kål, gulerødder, edamame, æble og bønnespirer danner basen, mens kylling og peanuts giver protein og bid. Dressingen med tahin, soja, lime og sesamolie binder det hele sammen og giver en cremet, intens og virkelig lækker smag.
Opskrift på asiatisk kålsalat med kylling og cremet dressing
Jeg elsker, når en salat kan stå helt alene som et fuldt måltid – og det kan denne. Den er fyldt med grønt og masser af knas, men samtidig både mættende og afbalanceret med det saftige kyllingekød og de salte peanuts. Dressingen er prikken over i’et og giver salaten den karakteristiske asiatiske smag, som gør den til en favorit herhjemme.
Ingredienser
- 150 g kinakål
- 150 g spidskål (gerne lilla)
- 1 god håndfuld bønnespirer
- 2 gulerødder
- 1 dl edamammebønner fra frost
- 1/2 agurk
- 1-2 forårsløg
- 1 håndfuld frisk koriander
- 1 syrligt æble
- 250 kyllingebryst
- 1 håndfuld saltede peanuts
- 2 spsk. sesam
Dressing
- 1/2 dl sesamolie
- 1/3 dl soyasauce
- 1/2 dl brun farin
- 3 spsk. ris vinegar
- 1 øko lime (både skal og saft)
- 1/2 dl tahin
Sådan gør du
-
Krydr kyllingebrysterne let med salt og peber, og steg dem på en pande, grillpande eller bordgrill, til de er gennemstegte og saftige. Lad dem køle lidt af, og skær dem i tynde skiver eller små stykker.
-
Lav dressingen: Rør sesamolie, soyasauce, brun farin, riseddike, tahin, limesaft og limeskal sammen i en lille skål. Pisk det godt, til du har en cremet dressing. Smag til med evt. lidt ekstra lime eller soja.
-
Snit kinakål og spidskål helt fint. Skær gulerødder og agurk i tynde strimler (evt. med julienneskræller eller mandolin). Hak forårsløgene og skær æblet i små tern. Optø edamamebønnerne i kogende vand.
-
Kom kål, gulerødder, agurk, edamame, bønnespirer, æble og forårsløg i en stor skål. Vend det hele godt rundt.
-
Anret salaten på et fad eller i en skål, læg kyllingestykkerne ovenpå – hæld dressingen over. Drys til sidst med peanuts, sesam og frisk koriander.
Serveringstip
Salaten er oplagt til både frokost og aftensmad. Den kan forberedes i god tid, men vent med at hælde dressingen over, indtil den skal serveres – så holder kålen sig sprød. Dressingen kan gemmes på køl i op til tre dage og bruges i andre salater eller som dip til grøntsager.
Variationer og justeringer
En af d ting jeg elsker ved salater som denne er, at de kan tilpasses i alle retninger – alt efter hvad man har i køkkenet, eller hvad man er i humør til. Du kan både skrue op for fylde, sødme eller sprødhed, og du kan nemt gøre den vegetarisk.
- Vegetarisk: Skift kyllingen ud med tofu, halloumi eller sprøde svampe.
- Ekstra mæthed: Vend nudler, quinoa, ris eller perlespelt i salaten, hvis den skal mætte endnu mere.
- Mere crunch: Top med cashewnødder, sesamfrø eller ristede mandler i stedet for peanuts.
- Spicy version: Tilføj frisk chili eller lidt sriracha til dressingen, hvis du vil have lidt varme i smagen.
Sociale medier og nyhedsbrev
Følg endelig også med inde på min Facebook-side og på min Instagram-profil, hvor jeg hver dag deler inspiration til spændende, grøn mad, som absolut ikke behøver være kedeligt. Du kan også skrive dig op til mit nyhedsbrev, hvor jeg hver lørdag sender en madplan ud med tilhørende indkøbsliste.
Kommentarer