Lækker og hurtig frokost! Køb nogle bagels fra frost, og fyld dem med hjemmelavet karrydressing, kylling, bacon og sprødt grønt. Smager virkelig dejligt og kan sagtens spises til aftensmad. Jeg håber du kan bruge min opskrift på bagels med kylling og bacon – en sandwich jeg selv vil ty til igen og igen.
Opskrift på bagels med kylling og bacon
Lav dig sådan en frokost eller omgang aftensmad her på 20 minutter. Varm bagels i ovnen og steg kyllingfilet saftigt og bacon sprødt. Lav den bedste hjemmelavet karrydressing. Snit det grønne – jeg har valgt at bruge hjertesalat, tomat og æbleskiver. Ellers kan du sagtens blot fylde bagels med netop det grønt du har liggende hjemme. Rødløg, syltede eller ej, kunne i hvert fald også være godt her i. Eller måske et par skiver avocado eller agurk.
Som sagt har jeg blot købt mig til nogle færdige bagels (jeg brugte chili cheddar bagels), som jo bare giver en lynhurtig frokost eller aftensmad. Har du tiden til at kræse for måltidet, kan jeg kraftig anbefale at lave hjemmebagte bagels. Min opskrift giver dejlige bløde og seje bagels – prøv den af hvis det lyster.
Ingredienser
- 2 bagels, jeg brugte chili cheddar bagels fra frost
- 1 kyllingebryst + olie til stegning samt et drys salt, peber og karry
- 3 stykker bacon
- 4 stykker salatblade, jeg bruger hjertesalat
- 1 tomat
- 1/2 æble
- evt. agurk eller rødløg
Dressing
- 2 spsk. mayo
- 3 store spsk. creme fraiche
- 1 tsk. karry
- godt med salt og peber
- 1 spsk. citronsaft
- 1 stor spsk. sød mango chutney
Sådan gør du
- Bland ingredienserne sammen til dressingen
- Steg bacon sprødt
- Steg kylling sprød og krydr med salt, peber og karry. Skær efterfølgende i skiver
- Varm dine bagels
- Skær tomat og æble i skiver, og skyl og dup salat tørt
- Skær bagels over og smør med dressing på både “under” og “over”
- Kom salat på samt kyllingerskiver, sprød bacon, tomatskiver og æble.
- Kom låget på og spis
Se hvordan jeg samler bagels med kylling og bacon
Mangler du inspiration til andre sandwich opskrifter? Se mine bedste her..
- Bagels med krydret karrykylling, bacon og rucola
- Sandwich med kylling, grillost og syltede rødløg
- Avocadosandwich med romesco sauce, bacon og spejlæg
- Sandwich med laksemousse og avocado
- Sandwich med parmaskinke, pesto og løgkompot
- Sandwich med flødeost, purløg og parmaskinke
Følger du mon med på Instagram
Følg meget gerne med på min Instagramprofil for mere mad-inspiration og nemme opskrifter. Her deler jeg desuden en masse glimt fra min hverdag, hvad den nu byder på samt en masse træningsinspiration. Du er så velkommen til at følge med derovre, mit navn er @juliebruunsblog. Jeg håber, at vi ses derude! 🙂
Kommentarer