Nøddetuiles med nougatsmørcreme

Nøddetuiles med nougatsmørcreme i. Den her kombination af knasende sprøde nøddetuiles og en smørblød, cremet midte med smag af nougat og chokolade kan virkelig noget! Kagerne er slet ikke så besværlige at lave, så det er en dessert eller eftermiddagskage, som du nemt kan imponere dine gæster med.

tuiles

nøddetuile

Opskrift på nøddetuiles med nougatsmørcreme

 

De her nøddetuiles er meget simple at lave og slet ikke så besværlige, som de måske ser ud. Du skal bruge noget rundt og aflangt til at bøje kagerne omkring, når de er kommet ud af ovnen – f.eks. et kosteskaft eller en lille kagerulle. Det må gerne være en rulle, som er cirka et par fingres bredte i diameter, men det er ikke så afgørende. Jo større rulle, du bruger til at forme kagerne omkring, jo mere smørcreme er der plads til 😉

Nøddetuiles med nougatsmørcreme

Opskrift til ca. 20 kager

Samlet tid

1,5 time

Ingredienser

Nøddetuiles

  • 100 g hasselnøddeflager
  • 125 g smør
  • 150 g sukker
  • 150 g glukosesirup
  • 65 g hvedemel
  • 1/2 tsk. vaniljesukker

Nougatsmørcreme

  • 375 g smør
  • 170 g flormelis
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 1 pasteuriseret æggeblomme (1/2 bæger)
  • 150 g nougat
  • 50 g mørk chokolade
  • 1/2 tsk. salt

Sådan gør du

NØDDETUILES:

  1. Rør alle ingredienser til nøddetuiles sammen – enten med hænderne eller på røremaskine med k-spaden. Sæt på køl, mens smørcremen forberedes.

SMØRCREME:

  1. Lav nu smørcremen. Pisk smør, flormelis og vaniljesukker lyst og luftigt. Pisk æggeblommen i. Smelt nougat og chokolade (enten over vandbad eller langsomt i mikroovnen), og kom det i smørcremen sammen med salt. Pisk, til massen er ensartet. Sæt smørcremen på køl, mens du bager dine tuiles.

BAG DINE NØDDETUILES:

  1. Tænd ovnen på 180 grader varmluft. Beklæd et par bageplader med bagepapir.
  2. Kom 4 runde klatter (a cirka 20 g pr. klat) på hver bageplade. Bag dem i ovnen i små 10 minutter, til dine tuiles er brune i kanten og lysebrune i midten. Kagerne flyder selv ud og bliver flade. Vi bagte to plader ad gangen, gerne lidt forskudt af hinanden tidsmæssigt, så der hele tiden er tid til at forme de bagte kager og sætte en ny portion i ovnen.
  3. Når en plade er færdigbagt, tages den ud af ovnen. Lad kagerne køle ned på bagepladen et par minutter, til de har sat sig en lille smule – de skal dog stadig være godt varme, ellers kan de ikke rulles.
  4. Rul hver kage rundt om et kosteskaft eller noget andet aflangt. Hold kagen om rullen nogle sekunder, indtil du forsigtigt kan fjerne rullen. Lad de færdige nøddetuiles køle helt af på en rist.
  5. Fortsæt, til du har bagt alle dine nøddetuiles.

SAML KAGERNE:

  1. Tag smørcremen ud af køleskabet. Hvis smørcremen har stået på køl fra dagen før, skal den lige have en halv times tid på køkkenbordet, så den bliver lidt blødere.
  2. Kom smørcremen i en sprøjtepose med valgfri tyl. Sprøjt forsigtigt smørcremen i dine nøddetuiles fra begge ender. Kagerne er ret porøse, så man skal ikke mase for meget.
  3. Stil evt. kagerne på køl frem til servering.

Bedøm denne ret

nøddetuiles med smørcreme nøddetuiles med nougatsmørcreme

Kan kagerne laves i god tid, og hvordan opbevares de?

Disse nøddetuiles kan sagtens laves dagen før, de skal spises. Du kan endda også sagtens samle dem dagen i forvejen – nøddekagerne bliver ikke bløde, selvom de kommer i kontakt med smørcremen. Opbevar dem på køl frem til servering. Smørcremen er lækrest, når den er kølig og fast. Du kan også sagtens fryse kagerne ned, når de er samlet. Tag dem så blot op nogle timer inden servering, og lad dem tø op i køleskabet.

 

nøddetuiles med nougatsmørcreme

Andre kager med smørcreme a’la nøddetuiles

Er du vild med smørcreme, kan du kaste dig over disse andre opskrifter fra min side, som også indeholder smørcreme i forskellige afskygninger. Her er helt klassisk vaniljesmørcreme, men også kaffesmørcremen, som efterhånden indgår i mange af mine kageopskrifter, fordi den simpelthen er genial!

 

Instagram og gratis nyhedsbrev

Følg endelig med på min instagramprofil også, hvor jeg deler madbilleder og opskrifter hver dag. Eller tilmeld dig mit nyhedsbrev lige her helt gratis. Så vil du modtage mine madplaner i din indbakke hver fredag.

Kommentarer

  1. Når der nu skal så meget smør i Nougatsmørcreme blir det så lige så “klamt” sødt som det smør cream man putter ovenpå cupcakes? Da det bryder jeg mig ikke om.

    1. Hej Anne
      Altså joe, det er en lidt fed opskrift – sådan en smørcreme er jo fed. Så skal du vælge at fylde dem med noget andet? Evt. is eller en chokolade ganache i stedet. Kh Julie

  2. Jeg drømmer om at fylde dem med en slags ostefyld. Måske noget mascarpone-agtigt. Har i nogle gode forslag? 🙂

    1. Det kommer lidt an på om det skal forblive en dessert. Så kunne jeg forestille mig en choko-flødeoste creme kunne være noget. Sådan næsten lidt cheesecake 😀

Vis alle kommentarer (4)

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret