Betalt indhold
Der er en regel værd at holde fast i: føler man trang til en flaske champagne, så er det også grund nok. Det lyder banalt, men er det ikke. De fleste er opvokset med, at champagne hører til en bryllupstale, en nytårsaften eller en rund fødselsdag. Den står på en piedestal, og det gør den dyrere, end den behøver at være, både i kroner og i den følelsesmæssige afstand, man får til den.
Det er forkert. Eller rettere: det er en vane, der er overtaget fra et tidspunkt, hvor champagne faktisk var en luksus, kun de få havde adgang til. I dag er det en mere demokratisk drik. En ordentlig grower-champagne, altså en flaske fra en vinbonde, der dyrker sine egne druer, koster i Danmark omkring 250 til 400 kroner. Det er måske dobbelt så meget som en hverdagsrødvin, men det er langtfra raket-videnskab.
Og man får meget for pengene. Champagne er en af verdens mest velkomponerede drikkevarer. Den er lavet af blot tre druer, hovedsageligt chardonnay, pinot noir og pinot meunier, og den gennemgår en anden gæring i flasken, som tager mindst femten måneder, ofte flere år. Det er den anden gæring, der giver boblerne, og det er den lange modning på bærmen, der giver champagnen dens karakteristiske duft af brioche, mandel, citrus og noget næsten saltagtigt.
Torsdag aften egner sig fint som en lille tradition. Ikke nødvendigvis hver torsdag, men ofte nok til, at det bliver en rytme. Man åbner en halv flaske, eller en hel hvis ugen kalder på det, og spiser noget enkelt til. Stegte kammuslinger med citron. En omelet med urter. En portion østers fra fiskemanden, hvis det passer ind. Og pointen er, at champagnen ikke kræver, at maden er overdådig. Den klæder hverdagsmad lige så godt.
Vil man eksperimentere med stilarterne, og det er værd at gøre, kan man starte med at læse om de forskellige typer. Der findes mange flere kategorier end den blanke ikke-vintage, som de fleste kender. Hos Bottle Hero finder man et udvalg, der rummer både de store huse og en del af de mindre producenter, så man kan sammenligne uden at skulle have ti forskellige hjemmesider åbne ad gangen.
Lidt om kategorierne. En blanc de blancs er lavet udelukkende på chardonnay. Den er ofte den letteste, den mest mineralske, den med længst eftersmag på citrus og hvide blomster. Den er fantastisk til skaldyr og til den slags lette aperitiver, hvor man ikke vil have for meget vægt i glasset. En blanc de noirs er det modsatte, lavet udelukkende på pinot noir eller pinot meunier eller en blanding af de to. Den er fyldigere, mere efterårsagtig, ofte med en duft af røde bær og lidt skovbund. Den klarer sig flot til fjerkræ, til pølser, til ost.
Så er der de såkaldte rosé-champagner, som mange holder allermest af. De er ikke nødvendigvis sødere, selvom de ser sommeragtige ud i glasset. Mange er faktisk knasende tørre. De har bare den der ekstra dimension af rødfrugt, der kommer fra, at lidt rødvin er blandet i, eller at druerne har haft skalkontakt under presningen. En tør rosé-champagne til en simpel laks med dild er en af de billigste måder at få en stor oplevelse hjemme.
En ting til den, der er ny i champagne: lad være med kun at købe de store mærker. De er gode, de er pålidelige, men de er også markedsført til at virke vigtigere, end de nødvendigvis er. De mindre producenter, dem der dyrker deres egne druer og gærer deres egen vin på små vinerier i landsbyer som Avize, Cramant og Bouzy, leverer ofte en mere personlig oplevelse. Det smager af et sted, ikke af et brand.
For den nysgerrige er regionens fælles brancheorganisation Comité Champagne et fint sted at læse om appellationen, om de tilladte druer, om de geografiske underklassifikationer. Det er ikke en kommerciel side, men den er grundig.
Den anden ting værd at fremhæve er, at champagne er en bedre madvin, end de fleste tror. Der hersker en idé om, at den er en aperitiv-drik. Det er en arv fra fransk borgerskab i en bestemt periode. Men prøv den til kylling i estragonsauce. Til en risotto med svampe. Til en god kalvefilet med beurre blanc. Den klarer sig overraskende godt over hele linjen, fordi den har syre nok til at klare fed mad, og fordi boblerne fungerer som en slags palette-renser mellem hver bid.
Det vigtigste, og måske det mest værd at give videre, er, at champagne ikke skal være en sjælden begivenhed. Den skal være en del af den måde, man spiser på. Den kan godt være forbeholdt fester, men den behøver ikke. Har du lyst til en flaske i aften, til en simpel pasta, så åbn den. Kigger nogen skævt og spørger, hvad du fejrer, så svar at du fejrer en torsdag. Det er rigeligt.
Og får du ikke drukket flasken færdig, så luk den med en ordentlig champagneprop, sæt den i køleskabet, og åbn den dagen efter. Mod alle rygter er den stadig boblende. Lidt mindre boblende, men ikke fladt. Det går faktisk fint.
Kommentarer