Tacotærte

Endnu en tærte er landet på bloggen. Jeg elsker bare tærte, og har så mange idéer, da man jo virkelig kan fylde dem med alverden forskellig slags fyld. Denne tacotærte synes jeg bare blev så lækker. Jeg håber, at den kan falde i jeres smag også.

tacotærte

tacotærte

Tacotærte

 

Her finder du et nemt og lækkert forslag til aftensmaden. Tacotærten er med oksekød, som er krydret med tacokrydderi og tomatpure, tomater og majs. Æggemassen er blot æg, mælk og cheddarost. Inden tærten kommer i ovnen, topper jeg den med sprøde, salte nachos. Bare en dejlig krydret tærte, som jeg håber I vil prøve af.

Tærten er tænkt til 4-6 personer, afhængig af om man servere den sammen med noget. Nedenfor kommer jeg med et par forsalg til hvilken salat jeg kunne finde på at servere til.

Tacotærte med oksekød

Opskrift til 6-8 stykker

Forberedelsestid

30 minutters arbejdstid

Tilberedelsestid

35 minutter

Samlet tid

en lille time

Ingredienser

Tærtedej

  • 200 g hvedemel (erstat evt. lidt af det med en grovere type)
  • 1 lille tsk. salt
  • 100 g smør
  • 5-6 spsk. vand

Fyld

  • 250 g hakket oksekød
  • 2 spsk. tacokrydderi
  • 50 g tomatpuré
  • 150 g majs
  • 100 g revet cheddarost
  • 4 æg
  • godt med salt og peber
  • 1,5 dl mælk
  • 10 cherrytomater
  • en håndfuld salte nachos (kan undlades)
  • evt. lidt friske krydderurter til toppen

Sådan gør du

  1. Tænd ovnen på 200 grader varmluft
  2. Kom mel og salt i en skål. Skær smør i små tern og smuldr det rundt i melet.
  3. Tilføj vand og mos det godt sammen.
  4. Tryk dejen ud i en tærteform. Enten ved at rulle det først med en kagerulle, eller bare ved at presse det godt ud i formen.
  5. Stik huller med en gaffel og bag bunden i små 10 minutter imens fyldet klares.
  6. På en pande steges oksekød i lidt olie og krydres med tacokrydderiet. Vend tomatpuré og majs rundt sammen med og tag det af varmen. Det behøver ikke blive gennemstegt, det skal bare lige have lidt farve.
  7. I en skål blandes revet ost, æg, salt, peber og mælk.
  8. Skyl tomaterne og skær i skiver.
  9. Fyld først oksekødsblandingen over bunden, så æggeblandingen. Kom tomaterne rundt på tærten og evt. lidt nachos rundt omkring, hvis du ønsker.
  10. Bag tærten i ovnen i 25 minutters tid, til den er gylden og fast.
  11. Server med friske urter.

Bedøm denne ret

tærte med oksekød og nachos

Justeringer i din tacotærte

  • Hvis du ønsker at gøre det endnu nemmere for dig selv, kan du sagstens købe dig til en færdig tærtedej.
  • Du kan f.eks. også blot bruge en anden type mælk, fremfor ko mælken, eksempelvis havremælk eller en anden type plantemælk.
  • Hvis du ikke kan finde tacokrydderi, kan man mikse sit eget ud af salt, paprika, spidskommen og koriander.
  • Hvis du har andre grøntsager liggende i køleskabet, som måske alligevel synger på sidste vers, kan du blot tilføje eller udskifte dem med nogle af ingredienserne fra listen.

 

Andre tærter

Er du også bare glad for tærter, så kan du lige få lidt inspiration til andre tærter. Jeg fremhæver her nogle af mine favoritter.

 

Kan jeg servere noget sammen med tærten?

Det er ikke altid, at jeg serverer tærter sammen med noget andet. Men hvis den nu skal række til lidt flere personer, eller at man ønsker noget mere grønt, kan man med fordel lave en lækker salat og servere til. Jeg kunne finde på at lave en simpel spidskålssalat med frisk dild, æble og avocado. Salaten bliver vendt i en en olie-sennep-honning dressing, som bare smager virkelig godt. Hvis jeg skulle blive lidt i det mexicanske, ville jeg lave denne mexisalat med majs og avocado. Bare en genial salat som er super nem at lave. Jeg har brugt majskolber i opskriften, men da de nok ikke er til at finde nu, kan man bruge majs fra dåse eller frost.

Kommentarer

  1. Den skal da vist laves til mine damer næste gang 😋 Hvor stor en form har du brugt og tror du den kan laves dagen før og så lige lunes?

    1. Jeg har brugt en tærteform der er 24 cm. Du kan sagtens lave den dagen før og blot lune den inden den skal serveres 🙂 Kh

Vis alle kommentarer (2)

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret