Smoothie – sådan laver du den perfekte smoothie

Smoothie inspiration, opskrifter og lidt tips og tricks til at opnå den helt perfekte smoothie. I indlægget her vil jeg samle alle mine bedste tips og komme med idéer til hvordan du kan lave en sund smoothie – som stadig smager godt. Hvordan man laver en smoothie med grøntsager, og hvordan man optager vitaminerne bedst. Jeg samler lidt af mine bedste smoothieopskrifter, og jeg håber så meget det kan bruges.

Smoothie
Smoothie opskrifter – sådan får du lavet dig den perfekte smoothie

Smoothie opskrifter

Jeg deler så ofte de her små smoothie-inspirations-videoer på min Instagram og får enormt mange spørgsmål hertil. Både hvilken blender jeg bruger, om de er børnevenlige, hvordan jeg får dem så cremede osv. Så nu har jeg gået og tænkt lidt over hvordan jeg kan samle det hele i et indlæg. Jeg vil derfor både forsøge at svare på nogle af jeres mest stillede spørgsmål, men også komme med nogle af mine bedste opskrifter på smoothie. Jeg vil i øvrigt lige tippe jer om min Instagram, hvis I ikke følger med der. Der har jeg et højdepunkt som hedder “smoothies” hvor jeg deler videoer og nemme opskrifter ret tit. Først får I lige en enkelt splinterny smoothieopskrift her.

Eksotisk gul sommersmoothie

Opskrift til 2 glas

Forberedelsestid

5 minutter

Tilberedelsestid

2 minutter

Samlet tid

7 minutter

Ingredienser

  • saft fra 1/2 appelsin
  • 1 gulerod
  • en lille håndfuld frosne blomkålsris
  • 1 god håndfuld ananas (du kan også bruge mango)
  • 1/2 avocado
  • 3-4 dl vand
  • isterninger
  • evt. en lille stump ingefær

Sådan gør du

  1. Kom saften fra appelsinen ned i din blender
  2. Fjern enderne fra guleroden, skyl den og skær den over en gang eller to – kom i blenderen
  3. Hæld blomkålsris og ananas ned (bruger du ikke ananas fra frost, skal den selvfølgelig skæres ud først)
  4. Kom avocado ved, her kan du både bruge frossen og almindelig frisk avocado
  5. Kom vand og isterninger ved og evt. en stump ingefær hvis du synes
  6. Blend helt cremet og hæld på glas

Bedøm denne ret

smoothie

Mine bedste smoothietips

Få alle smage med! Jeg vil gerne have mine smoothies så sunde som muligt, så jeg vælger som regel en “helseråvare” som det første. Én som skal danne base for smoothien. Derefter supplerer jeg op, så jeg netop opnår de forskellige smage. Så finder jeg ud af hvilken sød ting der ville passe, så den ikke smager for sundt. Hvilken syrlig ting der vil passe, så den også bliver frisk osv. Her kommer lidt eksempler, lavet ud fra denne smoothieguide. Jeg vælger som regel et par stykker fra hver “kategori” og sætter mine smoothies sammen på den måde.

 

Grøn smoothie

  • Det sunde du kan komme i: spinat, grønkål, spidskål, broccoli, ærter, edamammebønner, blomkål, frisk ingefær, friske krydderurter – f.eks. persille, mynte, basilikum og citronmelisse.
  • Det søde du kan supplere med: mango, ananas, banan, dadler, vaniljesukker, æble og melon
  • Det friske og syrlige: appelsinsaft, limesaft, citronsaft, æblesaft, kiwi
  • Det fede du kan fylde med: avocado, mandler, cashewnødder, hørfrø, hampefrø, chiafrø, lidt olivenolie, lidt peanutbutter. Nogle vitaminer skal optages med fedt, for at kroppen tager bedst imod dem. Det er f.eks. gulerødder, derfor tilsætter jeg altid lidt fedt til mine smoothies.
  • Ekstra helse: nogle eksempler som passer til den grønne smoothie kunne være chlorella (som er en ferskvandsalge med store mængder klorofyl – den indeholder masser af vitaminer, mineraler og aminosyrer) eller spirulina (samme men med lidt mindre klorofyl, knap så helse – men lidt billigere), hvedegræs (som også er rigt på klorofyl, vitaminer, mineraler mm), bipollen (som også er super helse agtigt med masser af vitaminer, mineraler, antioxidanter, proteiner osv) og collagen, som indeholder masser af protein og indgår i dannelsen af hud, bindevæv og knogler.
  • Væske: vand, havredrik, soyadrik, juice eller hvad du synes. Jeg bruger langt oftest bare vand. Agurk og vandmelon er også en glimrende kilde til væske

Et sammensat eksempel kunne være: spinat, blomkål, ananas, citronsaft, avocado og vand. 

 

Rød smoothie

  • Det sunde du kan komme i: rødbede, blåbær, spidskål (farver nemlig ikke), blomkål, gulerod, bagt sød kartoffel, frisk ingefær, friske krydderurter – basilikum er lækkert sammen med jordbær og lime.
  • Det søde du kan supplere med: jordbær, hindbær, mango, ananas, banan, dadler, vaniljesukker, æble, lakridspulver (passer godt til blåbær), vandmelon
  • Det friske og syrlige: granatæble, appelsinsaft, limesaft, citronsaft, æblesaft
  • Det fede du kan fylde med: avocado, mandler, cashewnødder, hørfrø, hampefrø, chiafrø, lidt olivenolie
  • Ekstra helse: nogle eksempler kunne være acai (bærpulver, som er yderst rigt på antioxidanter – det er lilla og passer bedst til denne smoothie), bipollen (som også er super helse agtigt med masser af vitaminer, mineraler, antioxidanter, proteiner osv) og collagen, som indeholder masser af protein og indgår i dannelsen af hud, bindevæv og knogler.
  • Væske: vand, havredrik, soyadrik, juice eller hvad du synes. Jeg bruger langt oftest bare vand. Vandmelon giver også masser af væske

Et sammensat eksempel kunne være: rødbede, blåbær, jordbær, limesaft, collagen og vand 

 

Gul/ orange smoothie

  • Det sunde du kan komme i: spidskål (farver nemlig ikke), blomkål, gulerod, bagt sød kartoffel, ingefær, gurkemeje
  • Det søde du kan supplere med: jordbær, mango, ananas, banan, dadler, vaniljesukker, æble
  • Det friske og syrlige: appelsinsaft, limesaft, citronsaft, æblesaft, havtornssaft, kiwi
  • Det fede du kan fylde med: avocado, mandler, cashewnødder, hørfrø, hampefrø, chiafrø, lidt olivenolie
  • Ekstra helse: nogle eksempler kunne være bipollen (som også er super helse agtigt med masser af vitaminer, mineraler, antioxidanter, proteiner osv) og collagen, som indeholder masser af protein og indgår i dannelsen af hud, bindevæv og knogler.
  • Væske: vand, havredrik, soyadrik, juice eller hvad du synes. Jeg bruger langt oftest bare vand

Et sammensat eksempel kunne være: blomkål, gulerod, ananas, banan, appelsinsaft, bipollen og vand 

 

Chokoladesmoothie

  • Det sunde du kan komme i: spidskål (farver nemlig ikke), blomkål, edamammebønner
  • Det søde du kan supplere med: banan, dadler, rosiner, vaniljesukker, kakao
  • Det fede du kan fylde med: avocado, mandler, cashewnødder, hørfrø, hampefrø, chiafrø, lidt olivenolie
  • Ekstra helse: nogle eksempler kunne være bipollen (som også er super helse agtigt med masser af vitaminer, mineraler, antioxidanter, proteiner osv) og collagen, som indeholder masser af protein og indgår i dannelsen af hud, bindevæv og knogler.
  • Væske: vand, havredrik, soyadrik eller hvad du synes. Jeg bruger langt oftest bare vand

Et sammensat eksempel kunne være: blomkål, dadler, vaniljesukker, kakao, avocado, cashewnødder og vand 

 

Mine bedste smoothieopskrifter

Her får du nogle af mine favoritter, som er sat sammen ud fra ovenstående. Opskrifter hvor jeg har forsøgt at ramme lidt fra hver kategori, så den er så smagfuld som muligt.

 

Frost eller frisk?

Der er rigtig mange råvarer som både kan bruges friske og fra frost. Nogle af dem jeg ofte bruger fra frost er:

  • bær (blåbær, hindbær, jordbær)
  • grønkål og spinat
  • ananas, mango
  • blomkålsris
  • edamammebønner (afskallede og pillede)
  • bananer og avocado
  • granatæblekerner
  • rødbede og sød kartoffel

Du kan sagtens købe dig til alle de her ting. Du kan også selv gøre det klar ved at pille skrald fra, skære i mindre stykker og fryse ned. Det er klart billigst og en hel ananas skåret ud i poser til fryseren holder længe.

 

Hyppigst stillede spørgsmål

Hvilken blender har du?

Det her smoothie blender spørgsmål kommer nærmest hver dag. Jeg bruger en Sage blender. Den er jeg rigtig glad for. Jeg har endnu ikke prøvet noget den ikke kan tage. Hvis jeg laver store portioner smoothie (som f.eks. til Arthurs barnedåb), kan den godt ville holde lidt for mange pauser, for ikke at blive varm. Men ellers fungerer den fejlfrit.

Koger du bær inden brug?

Jeg ville ønske jeg bare kunne svare jada, det skal man. Men ærligt, det gør jeg ikke. Så ville jeg ikke få lavet så mange smoothies. Det er mest hindbær man skal være lidt obs med, og jeg køber altid økologisk her. Men nej, jeg står ikke og koger alting inden brug. Jeg løber risikoen.

Koger du sød kartoffel, gulerødder og rødbede inden brug?

Heller ikke så tit nej. Men det er klart bedst for fordøjelsen at koge eller bage dem inden brug. Efter de er kølet af, kan du fryse dem ned.

Hvor længe kan en smoothie holde sig?

Vi drikker som regel vores på samme dag. Men vi har også drukket dem dagen efter, så rører man bare lige rundt i glasset. Jeg synes især citronsaften hjælper på at forlænge holdbarheden. Syren hjælper den til at holde sig frisk. Jeg tror godt de kan holde længere en til dagen efter, men jeg foretrækker min helt frisk. Du kan også pakke dem ned i små smoothieposer, jeg har fået nogle af søde Tina Lykkegaard. De er perfekte til børn, da de minder lidt om dem man køber i super markeder. På den hjemmelavede måde bliver det bare sundere og billigere.

Er dine smoothies børnevenlige?

Det er jo svært at definere hvad der er børnevenligt, for børn er forskellige. Men mine børn drikker de fleste med stort velbehag. Der er klart nogle de foretrækker frem for andre. De er ikke særlig vilde med de helt grønne, så skal der i hvert fald godt med frugt i også. De kan ikke så godt lide smagen af ingefær og der skal heller ikke for meget rødbede i. Men jeg synes de er ganske seje og de er også ofte med til at lave dem, så bliver det lidt sjovere. Kom gerne godt med frugt, dadler, bær og den slags i dine børns smoothie. For mig er det vigtigt de først og fremmest ikke bliver skræmt, men får et kærlighedsforhold til de her. Så hellere lave dem lidt sødere, end for sunde. Jeg vil så nødigt give dem en oplevelse, som gør at de nægter at smage en grøn smoothie igen f.eks.

 

Smoothie bowl eller mere juicelignende

Det er lidt forskelligt om jeg drikker mine smoothies og dermed kommer rigeligt væske i. Nogle gange er det hvad jeg er i humør til, og det er også en nem måde at drikke lidt ekstra vand i løbet af dagen. Andre gange foretrækker jeg mine smoothies mere måltidsagtige. Så gør jeg den helt tyk og cremet, hælder den i en skål og spiser den med ske. Eget gerne med en sprød hjemmelavet granola på toppen og friske bær eller granatæblekerner.

smoothies chokoladesmoothie

Her er råvarerne til min favorit chokoladesmoothie, den smager simpelthen så godt. Jeg er desuden i gang med at videreudvikle lidt på opskriften, så det bliver til en kakao. En sundere kakaomælk uden sukker og ko-mælk.

Jeres tips fra min instagram

Jeg spurgte om I havde nogle favoritter eller gode råd som skulle med i indlægget her. I er altid så hammersøde og entusiatiske, så selvfølgelig kom der gode idéer fra jeres hånd. Mange bruger jeg i forvejen og de kan findes ovenfor, men nogle af dem jeg ikke har brugt så tit kommer her:

  • spidskål, det har jeg tilføjet oppe i mine forslag nu. Men det er ikke noget jeg selv har brugt så meget før. Men det er jo helt genialt, hvis det er smagsneutralt og ikke farver.
  • endnu flere friske krydderurter end jeg allerede bruger. De er hammersunde
  • hyldeblomstsaft
  • silken tofu frem for banan. Det skulle være smagsneutralt, men give samme konsistens som banan
  • broccoli er heller ikke noget jeg bruger så meget, men mange af jer gør – så det skal vist testes noget mere.

Kommentarer

  1. Min eksotiske ligner slet ikke den på billedet og er meget mere flydende… Hvad har jeg mon gjort galt? 🤔

    1. Hej Signe. Åh øv, ja denne der opskrift fungerede rigtig fint for mig. Men jeg har lige tilføjet en halv avocado til opskriften, for det er virkelig også lækkert. Det gør nemlig en smoothies lidt mere tyk og cremet. Kan være du skal prøve det næste gang 😀

Vis alle kommentarer (2)

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret