Pizzasnurrer

Pizzasnurrer er ret sjove at lave, de smager drøn godt og så er de bare ret fine. Jeg lagde et billede på Instagram for et par uger siden af disse pizzasnurrer. De blev ret efterspurgte og jeg havde da heller ikke tænkt mig at snyde jer for opskriften.

pizzasnurrer

Pizzasnurrer

 

Egentlig var tanken, at jeg ville bage kanelsnurrer, og det gjorde jeg da også. Men jeg havde fået lavet mig en for stor portion dej i forhold til kanelfyldet. Jeg havde samtidig handlet ind til aftensmaden som stod på spaghetti bolognese, hvorfor jeg havde lidt ingredienser stående på køkkenbordet her til. Det gav mig idéen til disse pizzasnurrer. Så en omgang tomatpuré, hvidløg, friske krydderurter, parmesanost og soltørret tomat udgjorde dette pizzafyld. Det blev rigtig lækkert, og opskriften her svarer til en bageplade fyldt med skønne pizzasnurrer.

Jeg er vild med at bage pizzasnurrer (og kanelsnurrer), jeg ved ikke helt hvorfor – men jeg synes bare, det er ret sjovt. Det er lidt et præcisionsarbejde, og jeg har efterhånden lavet ret mange omgange (kiksede) kanelsnurrer, men langt om længe begynder det at fungere hver gang jeg skal snurre. Det er nok også derfor det begynder at blive sjovt.
God fornøjelse og rigtig god appetit.

 

Opskrift på pizzasnurrer

Ingredienser

Dej

  • 2 dl mælk
  • 60 g smør
  • 1 tsk. salt
  • 20 g gær
  • 1 tsk. sukker
  • 350 g hvedemel

Fyld

  • 100 g tomatpuré
  • 1 spsk. olie
  • 1/2 tsk. salt
  • 5 store soltørrede tomater (finthakket)
  • 50 g cheddarost (revet)
  • 2 fed hvidløg (revet)
  • 1 håndfuld friske krydderurter (jeg brugte basilikum og rosmarin) - finthakket

Sådan gør du

  1. Start med at lave din dej: lun mælk og smør i en gryde eller i mikrobølgeovnen til smørret er smeltet. Det skal kun være lunt og ikke brændvarmt. Jeg plejer faktisk blot at lune halvdelen af mælken med smørret til det smelter og derefter blander jeg det sammen med den anden halvdel kolde mælk – så ender det med at blive lunken. 
  2. Kom det i en skål eller røremaskine sammen med gær og rør rundt ved lav omdrejning (så det ikke sprøjter ud over det hele) til gæret er opløst.
  3. Kom salt, sukker og mel i skålen og rør rundt, start ved lav omdrejning, så det ikke sprøjter. Skru gradvist op og se om du kan give maskinen fuld gas i 5 minutters tid til din dej slipper kanterne og er helt blød og jævn.
  4. Kom et klæde over skålen og lad dejen hæve på køkkenbordet i 60 minutter
  5. Imens kan du klargøre dit fyld ved at blande det sammen i en skål
  6. Kom pizzafyld på midten af firkanten og spred det ud til begge sider
  7. Fold nu en tredjedel af dejen ind mod midten, og fold den anden tredjedel indover den første, så du har 3 lag dej. Rul meget forsigtigt dejen så flad som muligt, man pas på den ikke sprækker, så pizzafyldet presses ud.
  8. Skær dejen ud i strimler, ca. 2-3 cm brede. Spræt strimlen op, men ikke hele vejen igennem (lad enden være)
  9. Tag fat i begge de ender, hvor strimlen er sprættet op og sno dem så mange gange som muligt
  10. Hold venstre hånd om den ende der ikke er sprættet op, og højre op den snoede ende. Hold venstre hånds ende stille og sno højre hånd rundt om venstre. Luk enden, ved at presse den op under bunden.
  11. Lad nu pizzasnurrerne hæve i 30 minutter igen
  12. Pensl med en æggeblomme
  13. Bag ved 200 grader i 15-20 minutter.

Bedøm denne ret

 

 

pizzasnurrer
pizzasnurrer

Andre madpakke idéer

Hvis du mangler flere madpakke ideer, kan du se opskriften på disse pølsehorn, eller små sød kartoffel pizzaer 

Andre snurrer opskrifter

Ud over mine kanelsnurrer, som jeg henviste til længere oppe, har jeg også en opskrift på ostesnurrer med citron og persille, Kardemommesnurrer og marcipan-revet pære snurrer.

Kommentarer

    1. Hej Camilla. Jeg har ikke et præcist mål – jeg laver den selv til et kvadrat, så tynd som den kan være, men så den stadig er nem at arbejde med 🙂 Kh Julie

Vis alle kommentarer (4)

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret