Mazarinkage

Mazarinkage lavet som små muffins med den lækreste kaffefrosting på toppen. Ej, jeg siger jer, her har vi fat i en ny favorit. Denne kage sprang lige op på top 5 over de bedste kager, jeg nogensinde har bagt. Nu er jeg også virkelig meget til denne her slags kager. En svampet og fedtet mazarinkage (jeg elsker kage med marcipan) og så med en blød frosting på toppen. Absolut en kage, som skal bages igen og igen.

mazarinkage

mazarinkage

Mazarinkage som muffins med kaffefrosting

 

Denne kage er, hvis jeg selv skal sige det, lidt af en genistreg. Den kombinerer det bedste fra to skønne kager, nemlig mazarinkagen og så med en topping fra den lækreste kanelkage, som også er en klar favorit herhjemme. Kaffefrostingen herfra er så god, at den (næsten!) kan spises rent, så hvorfor ikke putte den på en mazarinkage også?

Vi sal have de her mazarinkager i aften, hvor vi skal have nogle venner på besøg til tapas på terrassen. Muffinstørrelsen gør, at kagerne passer perfekt til et tapasbord, evt. sammen med andre små anretninger. Så hvis du også er vild med den klassiske kanelkage med frosting, vil jeg helt klart anbefale dig at prøve denne variant med mazarin af også!

Mazarinmuffins

Opskrift til 16-17 små muffins

Jeg har bagt mine mazarinkager som små muffins. Mine muffinsforme er af silikone og måler 5 cm i diameter. Derfor får jeg også ret mange muffins ud af opskriften og de skal heller ikke bage særlig længe.

Bruger du almindelige muffinsforme (som måler omkring 8 cm i diameter) eller en stor springform, så er bagetiden lidt anderledes. Så hold øje med dine kager. Jeg har noteret i indlægget her, hvis du bager en bradepande i stedet.

Jeg har sat tiden på kagen til 30 minutter (i alt – med arbejdstid og bagetid). Det er uden frosting, ikke at den tager lang tid at røre sammen! Men det er vigtigt at dine muffins er helt kolde, inden frostingen kommer over dem, så den ikke smelter. Så hvis du ønsker dem helt færdige med denne frosting, så sæt en times tid af i alt.

Forberedelsestid

15 minutter

Tilberedelsestid

14 minutter (for de små muffins)

Samlet tid

30 minutter (uden frosting)

Ingredienser

Muffins

  • 150 g blødt smør
  • 150 g sukker
  • 150 g marcipan
  • 3 æg
  • 50 g mel
  • 1 godt nip salt

Kaffefrosting

  • 65 g blødt smør
  • 170 g flormelis
  • 15 g bagekakao
  • 4 spsk. stærk kaffe (brygget, altså med vand)
  • 1 lille nip salt
  • 1 lille tsk. vaniljesukker

Pynt

  • Kitkat, brug dog det du selv føler for.

Sådan gør du

  1. Start med at tage smør ud af køleskabet, så det bliver blødt. Tænd også for ovnen (varmluft) 180 grader.
  2. Når dit smør er en smule blødt, kan du starte med selve kagen: pisk smør, sukker og marcipan sammen til en luftig masse. Lad blot smørret stå fremme til din frosting (her skal du nemlig også bruge blødt smør)
  3. Kom æg, mel og salt ved og pisk let sammen.
  4. Kom dejen i muffinsforme (jeg bruger som sagt nogle små forme) og fylder dem 3/4 op med dejen. Bag i midten af ovnen i 14-15 minutter. Det skal de små have, men hold øje med dem, for ovne er meget forskellige. De skal være gyldne på toppen, men endelig ikke tørre. Hvis du stikker i dem, må der gerne hænge lidt blød kage fast.
  5. Imens de er i ovnen, kan du lave din frosting. Bland ingredienserne sammen i en skål med en dejskraber.
  6. Tag dine muffins ud af ovnen og lad dem køle helt af. Du kan evt. sætte din frosting på køl imens. Den skal dog tages ud igen 5-10 minutter før den skal smøres ud, da den bliver hurtig hård.
  7. Når kagerne er kolde, kommes frosting I en sprøjtepose (hvis du har sådan en) og sprøjtes ud på kagerne
  8. Pynt evt. med lidt guldstøv, dit yndlingsslik eller hvad du ellers føler for.

Bedøm denne ret

Mazarinkage i bradepande

Samme opskrift – men blot lavet i en form, så man får en kage frem for muffins. I denne opskrift bager jeg kagen i 23 minutter. Så en del længere tid end de små muffins. Min form måler 21*21 cm.

mazarinkage

Mazarinkage opskrift med kaffefrosting

Mine muffinforme er små, så her blev til cirka 16 muffins. Jeg har pyntet kagerne med et stykke KitKat, som er flækket på tværs, men du kan dekorere dem med det, du lige har lyst til. En toffifee og lidt guldstøv kunne også være rigtig fint.

 

Mazarinmuffins med revet æble

Du kan også sagtens tilføje revet æble til dine mazarinkager. Det gør dem saftige og lækre, og lidt mindre fedtede i det. Æble gør dejen noget mere våd, så hvis du kommer f.eks. to revet æbler i dejen – så tilføj 100 gram eller lidt mere ekstra mel også. Du kan også komme en bette sjus mandelessens i, hvis du vil have endnu mere mazarinsmag frem. Dog synes jeg at marcipanen giver rigtig god smag allerede. Du kan også tilsætte nødder i dejen hvis du synes.

Mazarin med kaffefrosting

Hvor længe kan mazarinkage holde sig?

Min mazarinkage med marcipan har en fedtet midte med en sprød skorpe, der går perfekt hånd i hånd med den smørbløde frosting. Den svampede konsistens gør også, at kagerne kan holde sig saftige i flere dage i køleskabet. De kan også sagtens fryses ned. Jeg ville fryse muffins for sig selv, og så lave en frisk portion frosting den dag, de skal bruges. Frostingen er heldigvis meget nem og lynhurtig at lave.

 

Kartoffel i stedet for marcipan?

Min opskrift på mazarinkage er jo med marcipan. Men man skulle efter sigende også kunne lave en mazarinkage med kartofler i stedet for. Kogte, kolde kartofler og lidt mandelessens skulle give en konsistens og smag, der svarer nogenlunde til marcipan! Jeg har ikke prøvet det af, så smid meget gerne en kommentar, hvis du prøver det! Jeg er meget nysgerrig på at høre, om snyde-marcipanen fungerer lige så godt som the real deal!

 

Andre lækre muffins

 

Instagram og gratis nyhedsbrev

Følg endelig med på min instagramprofil også, hvor jeg deler en masse andre madbilleder og opskrifter. Eller tilmeld dig mit nyhedsbrev lige her helt gratis. Så vil du modtage mine madplaner i din indbakke hver uge.

Kommentarer

  1. Hej Julie. Har du forslag til andre frostings? Vi får en del gæster/børn, som nok ikke bryder sig om kaffe 😅

    1. Hej Signe

      Jeg kan godt forstå, at kaffen lyder lidt skræmmende for ikke-kaffe-drikkere, men vores egne børn elsker denne frosting. Kaffesmagen er ikke gennemtrængende, men fremhæver bare kakao-smagen på en rigtig god måde. Du kan evt. prøve at erstatte den bryggede kaffe med almindeligt vand i samme mængde. Ellers kunne en hvid cream cheese frosting med hvid chokolade og vanilje også være en idé. Den kan du finde her: https://juliebruun.com/mazarinkage-med-hindbaer/

      Kh Julie

    1. Hej Malene, det kan den sagtens ja 🙂 Den skal bare lige ud fra køl lidt før den sprøjtes på. Den er ret hård og fast i det til en start, så lige ud og blive en smule blød først 🙂

Vis alle kommentarer (11)

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret