Lun fennikelsalat med bagte gulerødder

lun fennikelsalatLun fennikelsalat er et virkelig glimrende tilbehør til god bøf, måske sammen med en mere frisk kold salat. Denne er nemlig med bagte gulerødder, rødløg og fennikel. De bløde bagte grøntsager leveres med friske krydderurter og ristede sprøde pinjekerner

 

Lun fennikelsalat

 

Her er et lækkert, nemt og grønt tilbehør til aftensmaden. Jeg ved ikke helt om den kan gå for at være en salat, da det ikke er den klassiske kolde og friske salat denne her. Til gengæld er det en lun salat med bagte grøntsager, som er helt perfekt sammen med bøffer, rødvin, flødekartofler og andet godt til weekenden. Lun fennikelsalat kan være et alternativ til de bagte kartofler man ofte serverer til maden. Så hvis du har planer om en hakkebøf, et farsbrød, frikadeller eller andet i den dur – så er det her tilbehøret du skal prøve

 

Lun fennikelsalat består af

Lun fennikelsalat består af fennikel, gulerødder og rødløg som bages i ovnen med olie, salt, lidt balsamico, agavesirup og en smule paprika. Efterfølgende vendes det rundt med lidt ristede pinjekerner og frisk basilikum. Super nemt og super lækkert. Du kan sagtens komme lidt ekstra i, hvis du ønsker den mere som et måltid i sig selv. F.eks. ristede kikærter, lidt frisk spinat eller grønkål og avocado. Den kombination vil jeg snart kaste mig ud i.

Opskriften rækker til denne skålfuld, som tilbehør (sammen med en frisk salat) er her nok til 4 personer. Apropos frisk salat, så prøv evt. denne her sammen med.

Lun fennikelsalat

Opskrift til 4 personer

Forberedelsestid

10 minutter

Tilberedelsestid

20 minutter

Samlet tid

30 minutter

Ingredienser

  • 1 fennikel
  • 2 store rødløg
  • 5-6 gulerødder (alt efter hvor store de er)
  • 4 spsk. olivenolie
  • 1/2 tsk. paprika
  • 2 spsk. balsamico
  • 1 tsk. agavesirup eller akaciehonning
  • 1/2 tsk. salt
  • 1 håndfuld pinjekerner
  • 1 håndfuld frisk basilikum

Sådan gør du

  1. Tænd ovnen på 200 grader varmluft
  2. Rengør grøntsagerne og skær fennikel i “lange både” hvis det giver mening, gulerødder i grove strimler, rødløg i både. Kom det hele i et fad beklædt med bagepapir
  3. I en lille skål blander du olie, paprika, balsamico, agavesirup og salt og hælder det ud over grøntsagerne
  4. Bag det i ovnen i 20 minutters tid, til grøntsagern er bløde og gyldne
  5. Server med pinjekerner og frisk basilikum. Pinjekernerne kan med fordel lige ristes lidt på en tør pande inden

Bedøm denne ret

lun fennikelsalat

Andre lune salater

 

Instagram og gratis nyhedsbrev

Følg endelig med på min instagramprofil også, hvor jeg deler en masse andre madbilleder og opskrifter. Eller tilmeld dig mit nyhedsbrev lige her helt gratis. Så vil du modtage mine madplaner i din indbakke hver uge. De er fyldt med grønne nemme hverdagsretter og der medfølger en indkøbsliste hver uge.

Kommentarer

Ingen kommentarer endnu

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret