Lær mig bedre at kende, mine veninder sladrer lidt

mig
Jeg synes selv det er så hyggeligt, at læse lidt mere private indlæg fra bloggere, man normalt kun ser f.eks. opskrifter hos. Man føler lidt man kender personen, nu man har fulgt med hos dem et stykke tid – men gør det så alligevel overhovedet ikke. Derfor tænker jeg, det er tid til at dele lidt ud af mig. Så hvis I vil lære mig bedre at kende, åbner jeg lidt op.
Jeg har allieret mig med to af mine allerbedste veninder, som sladrer lidt om mig. I første omgang er det meget “sådan er jeg i køkkenet” facts. Men fordi de slet ikke var til at stoppe ved tastaturet, så jeg deler 10 styks her og 10 igen om et par uger – hvor det er mere uden om køkkenet :o)
Jeg håber I tager godt i mod det.
Knus fra Julie

  1. Julie er hurtig og effektiv… Dette resulterer ofte i, at køkkenets bordarealer er fyldt til bristepunktet, og hun derfor ikke kan finde de ting og ingredienser, hun skal bruge. I farten bliver der spildt og kastet med ting, men hun er dog også rutineret i hurtig oprydning, så der går max 10 minutter efter endt madlavning – så er køkkenet så godt som nyt!
  2. Julie er ikke kun hurtig i køkkenet… Hun er også hurtig, når hun tager tøj på! Der bliver ikke set så nøje på, om tøjet vender med vrangen udad, eller om man nu har fået taget to forskellige strømper (eller i sjældne tilfælde sko) på… Jaja, det er faktisk sket!
  3. Julie er utålmodig… Det der med at vente på at bollerne bliver bagt færdig, eller at dejen skal hæve, det er ikke lige sagen – og man kan jo ikke se på billeder, om bollerne nu også har hævet så længe, som opskriften siger! I ventetiden er det også altid godt, at man kan starte endnu et projekt op, så kedsomheden ikke indtræffer – man skulle jo næppe ”lave ingenting”!
  4. Julie er sprængfyldt med energi og sidder aldrig stille! Slet ikke efter hun er blevet mor til Noah… Hun har altid et nyt projekt i ærmet som skal igangsættes, så det er aldrig kedeligt, at være sammen med Julie… Fik vi sagt at det skal være lige nu?
  5. Julie har altid lige ”lidt” hun kan sætte på bordet når vi kommer på besøg. Der er åbenbart bare altid proppet køleskab hos Julie, i hvert fald er nybagte boller og kaffe altid at forvente.
  6. Julie har altid gang i mindst (læs: MINDST!) 2 ting på én gang. Alle projekter bliver igangsat på én og samme tid, hvilket altid resulterer i, at hun har rigtig mange bolde i luften, som hun skal holde styr på… dog har hun en naturlig evne til, at alle projekterne på mystisk vis bliver fulgt til dørs – og man må sige, at det er en fantastisk kompetence, når man er blogger!
  7. Alt mad kan spises og alt kan sammensættes med lidt god vilje! Madspild er i hvert fald ikke en udvej… og intet skal smides ud! Fx må man ikke smide glasset med olien fra soltørrede tomater ud – det kan jo bruges til at stege i!
  8. Julie er et konkurrencemenneske, der vil frem i livet. Og hvem kan forresten tage flest armbøjninger i streg? Hvem kan handle hurtigst ind? Og hvem kan lave den bedste 3-retters menu på kortest tid? Sidstnævnte er en sikker vinder en lørdag aften – og pyt med at man så skal spise mad for 6 personer; der er også en af Julies spidskompetencer!
  9. Julies appetit har aldrig fejlet noget. Hun er altid sulten, og hvis I havde på fornemmelsen, at hun laver og spiser meget mad, så er den god nok – hun spiser faktisk hele tiden. Dog hænger det jo fint sammen med det høje energiniveau.
  10. Julie er idérig… Hvis hun har fået en idé, skal den føres ud i livet nu…. Som i lige nu og her! Derfor bliver der altid lavet mad, når man er hos Julie – også selvom hun ikke har ingredienserne, for så må vi jo bare improvisere! Som I nok har opdaget, laver Julie altid mega lækker mad, så vi kommer gerne på besøg, så ofte vi har mulighed for det… og man går aldrig sulten hjem!

DSC08357
Skrevet af de to tøser på billedet, Stine og Michelle – Kæft i er søde. Og ærlige. Jeg elsker det. Og jer!
// Julie

Kommentarer

Vis alle kommentarer (2)

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret