Bananboller med chokolade

Bananboller med chokolade. Bløde luftige boller med en sødme fra modne bananer og en masse stykker chokolade.

bananboller bananboller

Bananboller med chokolade

 

Bananboller med chokolade er en af min mest læste brød-opskrifter, og det forstår jeg godt. De smager bare så godt, og så er det jo ret fantastisk, at man kan søde med banan fremfor så meget sukker.

Opskriften her er efterhånden ret gammel. I tidens løb har jeg bagt de her bananboller med chokolade ret mange gange. Idag ville jeg lige teste opskriften af igen. Jeg har justeret på nogle småting, og tilføjet lidt ekstra info. Jeg har nemlig selv opdaget et par steder, hvor man kan lave en lille smule om, som alligevel betyder en hel del for resultatet. Nu er de her bananboller med chokolade spot on.

Mine bananboller er med store stykker mørk chokolade og moste bananer, det søder lækkert og giver en skøn konsistens. Nu vil jeg snuppe en med smør og drikke mig en kaffe til.

Bananboller med chokolade

Opskrift til 8 store boller

Bananboller med store stykker mørk chokolade og moste bananer, det søder lækkert og giver en skøn konsistens.

Samlet tid

2 timer i alt

Ingredienser

  • 2,5 dl koldt vand
  • 15 g gær
  • 60 g smør
  • 2 små tsk. salt
  • 2 spsk. sukker
  • 500 g hvedemel
  • 2 modne bananer
  • 75 g mørk chokolade
  • 1 æg til pensling

Sådan gør du

  1. Opløs gær i vandet i en skål (jeg bruger en røremaskine til bollerne).
  2. Smelt smørs, så det blot lige bliver blødt.
  3. Kom det ned i skålen sammen med sukker og salt. Rør igen
  4. Kom hvedemel ved og rør dejen godt. Giv den først en tur ved lav omdrejning og derefter kan du skrue op.
  5. Mos bananerne og kom ved. Ælt dejen på maskinen i 5 minutters tid.
  6. Kom dejen ud på et bord og hæld hakket chokolade/ chokoladeknapper- eller dråber ved. Vend dejen rundt med hænderne, så chokoladen kommer godt ind i dejen. Ikke for lang tid, da chokoladen ikke skal smelte.
  7. Læg en opklippet frysepose + viskestykke hen over dejen og lav en hæve en time.
  8. Tænd ovnen på 200 grader varmluft. Med to spiseskeer kan du “klatte” bollerne på en bageplade beklædt med bagepapir.
  9. Pensl bollerne med ægget og kom pladen ind i ovnen. Giv bollerne 20 minutters tid, til de er gyldne på overfladen og sprøde under bunden.
  10. Køl af på en rist

Bedøm denne ret

Koldhævede boller

Bollerne kan også laves som koldhævede. Fordelen ved dette er, at dejen lynhurtigt kan smækkes sammen om aftenen, ind i køleren natten over, og så har man lækre lune nybagte boller den næste morgen. Hvis du vælger denne variant, skal du bruge koldt vand og ikke særlig meget gær.

 

Lav dem om til almindelige chokoladeboller

Du kan sagtens undlade bananen i opskriften og gøre dem til klassiske chokoladeboller, brug blot 2/3 dl mindre mel så. Du kan også tilføje dadler eller nødder til opskriften. Dadler søder også, og så synes jeg, det er ret lækkert at få et stykke blødt dadel i en bid. I så fald kan du tilføje 100 gram bløde dadler (uden sten) hakket i mindre stykker. Jeg har også en opskrift på klassiske chokoladeboller lige her. Se også mine rugbrødsboller med chokoladecreme til i indlægget her.

 

Gør ikke dette, når du bager bananboller med chokolade

Nårhjo, og så lige et lille tip! Eller do-not. Jeg kom til at give min dej lidt for lang tid i røremaskinen, efter chokoladen var kommet i. Jeg tog mig lige en kop kaffe og satte mig ved computeren, imens dejen kørte på maskinen. Da jeg gik op for at slukke den, var alt chokoladen helt smeltet. Så hvis du gerne vil bevare stykkerne i, så rør kun kort efter chokoladen er tilsat.

 

Andre gode opskrifter på bagværk

Hvis du også elsker lune hjemmebagte boller som de her bananboller, så kunne du måske også være interesseret i opskriften på de her skønne gulerodsbrud. Eller hvad med grovboller, broccoliboller eller spinatboller.

 

Instagram

Følg meget gerne med på min Instagram lige her. Her giver jeg dagligt inspiration til mad og træning.

Kommentarer

  1. Kan bollerne fryses? Fik lavet 24 stk., da de skulle passe med antallet af overmodne bananer. Og nu er der rigeligt til 5 mennesker 😅

    1. Hehe, åh hvor skønt. Det kan de sagtens. Jeg fryser alle mine boller i hvert fald, også dem her 🙂

  2. Der står smør i ingrediens listen men i teksten olie. Jeg håber du mener olie for det er der i min dej nu 🙂, de ser gode ud på billedet

    1. Hej Heidi
      Åh beklager – det kan jeg da godt se. Du kan sagtens lave dem med begge dele 🙂
      Jeg synes de bliver allerbedst med smør, hvorfor jeg også ændrede det til dette. Men de kan laves på begge måder 😉

  3. Hej Julie,
    Jeg bagte chokoladebollerne her til aften, og de smagte intet andet end himmelsk!
    Jeg var dog lidt i tvivl mht. konsistensen af dejen efter, at man har kommet melet i. Skal den være så “våd”, at man kan røre rundt i den med en ske, eller skal den være så “tør”, at den kan æltes på bordet?
    Håber, at mit spørgsmål giver mening.
    Mange bagehilsner
    Josefine

    1. Hej Josefine.
      Åh hvor godt at de kunne spises 😀
      Jeg vil sige en mellemting. Nok mest til den lidt våd dej.
      Kh. Julie

  4. Hej Julie,
    Har selv fået bagt bollerne her til aften, og de smagte himmelsk!!
    Jeg var dog lidt i tvivl om, hvordan konsistensen af dejen skulle være, efter der er kommet mel i. Skal man kunne røre rundt med en ske, eller skal dejen kunne æltes på bordet uden, at den klistrer?
    Håber mit spørgsmål giver mening.
    Mange bagehilsner
    Josefine

  5. Når du skriver brug 2/3 mindre mel, mener du så, at man kun skal bruge 3 dl mel eller 6 dl mel?

  6. Det er nok nogle af de bedste boller jeg har bagt, tak! Jeg brugte fuldkornsmel og kun meget lidt hvedemel. Næste gang jeg skal bage almindelige boller uden chokolade, så bliver det dem her 🙂

    1. Hej Stine.
      Ej øv det er jeg ked af at høre, gad vide hvad er er gået galt 🙁 Det har jeg aldrig selv prøvet.
      Er din ovn normalt sådan vildt hurtig og varm? :/

  7. Hej julie!
    Hvor ser de bare super lækre ud!
    Jeg står midt i projektet. Og selvom at du har advaret mod smeltet chokolade, smeltede mine chokoladeknapper på få sekunder, da min dej åbenbart var temmelig lun efter 1/2 time på røremaskinen.. Jeg er vildt meget i tvivl om at jeg så skal lave en helt ny portion til mine gæster i morgen, eller om bollerne smager lækkert med smeltet chokolade i hele dejen? Mvh sarah

    1. Hej Sarah. Åh øv hvor ærgeligt. Men ja, kunne godt forestille mig at en halv time vil give en varm røremaskine. Nu er det nok desværre for sent jeg svarer dig. Men jeg synes de blev vildt gode også med smeltet chokolade. Jeg håber dine også blev det? 🙂 Kh. Julie

  8. Hej Julie! Jeg har fulgt din blog i evigheder og elsker dine opskrifter – så nemme og lige til og så smager de vildt godt! Men min favorit opskrift er forsvundet 🙁 du havde engang en anden opskrift på chokoladeboller med sigtemel og hvor man kunne putte både dadler og bananer i sammen med chokoladen.. Jeg ved godt det er længe siden den er udskiftet, men jeg savner den simpelthen sådan, så ville høre om du evt. ved hvilken opskrift jeg snakker om og om du stadig har den liggende et eller andet sted? Mange håbefulde hilsner! Og tak for en god blog ⭐️

    1. Hej Louise Marie. Åh mange tak, hvor skønt du følger med. Nu du siger det, kan jeg faktisk godt huske at jeg engang havde en sådan opskrift. Men som du siger, må jeg ha´skiftet den ud med de andre chokoladeboller – jeg har sikkert tænkt at de mindede for meget om hinanden til begge at få plads på bloggen 😉 Men øv, nu du så godt kunne lide dem.. Jeg kan simpelthen ikke finde den herinde. Den er pist væk og slettet. Men jeg kan huske at det var en almindelig grov dej (sådan lidt våd i det – når man laver koldhævede boller) hvor jeg så tilsatte hakkede bløde dadler, most banan og mørk chokolade inden de skulle bages, men efter de har hævet. Jeg vil gerne prøve at lave dem igen og så skrive opskriften ned og sende den til dig 🙂

      1. Ja det er lige præcis den jeg mener! 😀 Jeg har været ude og rejse og har derfor slet ikke fået set at du havde svaret min kommentar 🙁 Men hvis du på nogen måde laver dem igen, vil jeg meget gerne have en kopi af opskriften ihvertfald!

    2. Hej Louise. Jeg har nu fået bagt de her chokoladeboller igen, og har prøvet dem på forskellige måder. Både med og uden banan, med og uden dadlerne og som koldhævede og almindelig hævning ude på køkkenbordet. Tag et kig på opskriften og se om du kan bruge den 🙂

Vis alle kommentarer (31)

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret