Bagt rødbedesalat vendt i marokkansk dressing

Bagt rødbedesalat, hvor rødbederne vendes i en krydret marokkansk inspireret dressing og bages til de er dejlige bløde. De kommes over sprød frisk grønkål, som er vendt rundt i en smule olie. Ellers er der avocado, rødløg, feta og græskarkerner. Simpelt, nemt og virkelig lækkert. Er du på udkig efter en krydret, mættende og fyldig måltidssalat, så skal du prøve denne. For endnu mere mæthed, kan du tilføje quinoa eller pasta. Du kan også toppe den med sprød bacon eller chorizopølse. Jeg håber I kan bruge min opskrift på bagt rødbedesalat.

Bagt rødbedesalat  Bagt rødbedesalat

Bagt rødbedesalat

Opskrift til 4 personer

Forberedelsestid

15 minutter

Tilberedelsestid

30 minutter

Samlet tid

45 minutter

Ingredienser

Salat

  • 500 g rødbeder
  • 150 g frisk grønkål + lidt olivenolie
  • 1 avocado
  • 1/2 rødløg
  • 100 g feta eller salatost

Dressing

  • 1/2 dl olie
  • 1 spsk. honning
  • 1 tsk. salt + lidt peber
  • 1 spsk. æbleeddike (kan erstattes af citronsaft)
  • 1 god tsk. spidskommen
  • 1 tsk. karry
  • 1 stor spsk. tahin
  • 1 god tsk. kanel

Sådan gør du

  1. Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
  2. Vask rødbederne grundigt og skær dem i tern, ca. 1,5 x 1,5 cm og kom dem i et ovnfast fad.
  3. Lav dressingen ved at blande alle ingredienserne i en skål
  4. Hæld dressingen over rødbederne og kom fadet i ovnen, rødnederne bages til de er møre, det tager ca. 30 minutter. Vend dem gerne undervejs
  5. Rengør og hak grønkål og kom det i en skål. Kom lidt olie over, som du masserer ind i kålen.
  6. Hak rødløg fint og skær avocado ud i tern
  7. Når rødbederne er færdige, kommes de (mens de er varme) over i skålen med grønkål, top med rødløg, avocado, feta og græskarkerner.

Bedøm denne ret

 

Bagt rødbedesalat i marokkansk dressing

 

Her er et bud på en lun salat med bagte rødbeder, som vendes i en krydret marokkansk dressing. Disse bages bløde og kommes oven på en masse frisk grønkål sammen med avocado og feta. Denne kombination er simpelthem så lækker. Salaten mætter og fylder godt og egner sig derfor super fint som en måltidssalat. Jeg spiste hjemmelavede falafler til, det smagte helt perfekt sammen.

Lav din rødbedesalat om efter hvad dit køleskab byder på

Du kan sagtens lave lidt små justeringer i denne salat, hvis det passer dig og dit køleskab bedre. F.eks. kan de bagte rødbeder skiftes ud med gulerødder. Vend dem blot i samme dressing, bag også disse (lidt kortere tid end hvad rødbederne skal have). Du kan bruge frisk spinat fremfor grønkål, parmesanost fremfor fetaost eller solsikkekerner eller pinjekerner fremfor græskarkerner. Der er mange muligheder for at skifte lidt ud og ændre. Jeg forestiller mig også at granatæblekerner ville være lækkert hertil.

Bagt rødbedesalat

Serveringsforslag til bagt rødbedesalat

Hvis ikke du lige føler for de hjemmelavede falafler, kan du jo også sagtens spare tid og købe dig til disse. Ellers kan du servere med kylling, f.eks. de her kyllingenuggets. Eller sammen med fisk, f.eks. de her bagte laks. Du kan også servere lidt brød til – jeg foreslår det her ostebrød.

 

Instagram og gratis nyhedsbrev

Følg endelig med på min instagramprofil også, hvor jeg deler en masse andre madbilleder og opskrifter. Eller tilmeld dig mit nyhedsbrev lige her helt gratis. Så vil du modtage mine madplaner i din indbakke hver uge.

Kommentarer

  1. Hej Julie
    Jeg skal holde marokkansk aften og vil prøve din rødbedesalat. Tror du den vil fungere med pinjekerner i stedet for græskarkerner?
    Mvh Lise

    1. Hej Lise. Ja, det kan sagtens fungere med pinjekerner i stedet for 🙂 god marokkansk aften! Kh Julie

  2. Hej Julie.

    Gør du noget ved græskar kernerne…? 🙂 eller er de bare naturel..?

    Med venlig hilsen
    Michaela

    1. Hej Michaela
      Jeg har bare brugt dem naturel, men du kan sagtens riste dem på en tør pande, hvis du synes.
      Kh Julie

  3. Glæder mig til at prøve din grønkåls og rødesalat som har et marokkansk islæt – den skal prøves på vores påskefrokost 🙂

Vis alle kommentarer (6)

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret