Æggekage med tomat og sprød bacon

Her er mit bud på en meget nem og god æggekage med tomat og bacon. Perfekt til frokosten eller som en omgang simpel og nem aftensmad. Få min æggekage opskrift her under.

æggekage med tomat

Æggekage opskrift med tomat og sprød bacon

 

Få her en udgave af en æggekage i ovn, hvor den blot skal steges en smule på panden og så sættes den ellers ind i ovnen. Æggekagen passer sig selv og smager skønt til rugbrød, med et godt drys frisk purløg på toppen. Jeg håber I kan bruge min opskrift, her er nok til 4 personer og det tager ikke lang tid at bikse sådan en omgang sammen.

Æggekage med tomater og sprød bacon

Opskrift til 4 personer

Forberedelsestid

15 minutter

Tilberedelsestid

10 minutter

Samlet tid

25 minutter

Ingredienser

  • 7 æg
  • 1,5 dl fløde
  • godt med salt og peber
  • 1 porre
  • 3 tomater
  • 1 pakke bacon
  • godt med purløg

Sådan gør du

  1. Tænd ovnen på 200 grader varmluft
  2. Bland æg, fløde, salt og peber sammen i en skål
  3. Snit porre og tomater i skiver
  4. Kom æggemassen i en opvarmet pande med lidt olie på og lad den få 5 minutters tid til æggemassen begynder at sætte sig
  5. Kom så porre og tomater hen over, hvis du synes kan du lægge tomaterne som på billedet. Giv æggekagen yderligt 10 minutter
  6. Kom panden ind i ovnen og lad den bage her i 10 minutter også. Imens kan du riste bacon på en ny pande
  7. Pynt æggekagen med den sprøde bacon og frisk purløg og server evt. med rugbrød og ketchup

Bedøm denne ret

æggekage med tomat

Hvordan laver man æggekage?

  • Det er noget af det nemmeste. Bland æg, fløde og krydder i en skål. Her kan du også bruge hytteost, det giver en cremet og luftig æggekage.
  • Beslut hvilke grøntsager eller fylde du ønsker. F.eks. kartofler, eller porre og tomat. Disse skæres ud og bacon steges sprødt.
  • Så skal æggemassen ellers bare på en pande og sætte sig. Inden den har sat sig helt, kommes de her grøntsager ned i æggekagen og den bages færdig i en ovn. Top med den sprøde bacon og bum, en nem omgang mad.

 

Gør det simpelt og brug få ingredienser

Denne udgave er super simpel og jeg har brugt virkelig få ingredienser i min. Men du kan sagtens bruge flere grøntsager, evt. spinat eller broccoli i din æggekage. Det er også en klassiske at lave æggekage med kartofler, hvilket også er super godt. Dog kræver det at man koger kartoflerne inden, hvilket kan virke en anelse tidskrævende når man ønsker mad hurtigt. Men har du en skål med kogte kartofler stående i dit køleskab, så brug dem endelig. Ellers er skinke eller pølser også en mulighed, jeg foretrækker dog en æggekage med bacon. Hvis du er vild med masser af fyld, er det måske en spansk æggekage, du skal kaste dig ud i. Sådan en spansk tortilla har været på min plan længe. Det må være mit næste projekt.

 

Æggekage på pande eller ovn?

Jeg gør faktisk begge dele, jeg får den lige til at sætte sig i en stegepande. Evt. en sauterpande, som jo er dejlig dyb. Så stiller jeg den derefter i ovnen, så den kan passe sig selv. Så kan man jo riste rugbrød og evt. skære lidt gnavegrønt til imens. Jeg har også lavet en opskrift her på siden med en æggekage i ovn, men hvor man slet ikke bruger en pande. Det er nærmere et fad med små tern af kartofler og grøntsager. Hvor man så hælder en æggeblanding med revet ost hen over. Så kan den hygge sig inde i ovnen og sætte sig der. Det giver lidt mindre oprydning/ opvask.

 

Hvad er forskellen på omelet og æggekage?

Omelet er om muligt endnu nemmere end en æggekage, da den ikke skal bages i ovnen. Det går derfor en anelse hurtigere. En æggekage er typisk også større, hvor du får en hel pande fuld med mad nok til 4 personer. Så fylder en omelet lidt mindre, og laves typisk kun til 1 person af gangen. Der er typisk også ost i en omelet, hvilket der ikke altid er i en æggekage. Se mit bud på en nem omelet her, jeg synes faktisk sådan en er det bedste (nok pga. denne her ost).

 

Stivelse i æggekage?

Ift. forrige spørgsmål med hvad forskellen er, – en æggekage indeholder typisk stivelse og en omelet kan typisk indeholder lidt vand. Det er ret normalt at komme lidt mel, majsstivelse eller kartoffelmel i en æggekage. Jeg gør det dog ikke her. Men hvis man f.eks. bruger en anelse bagepulver sammen med f.eks. kartoffelmel, så får man en virkelig luftig æggekage. Nærmest lidt med konsistens som en æggestand.

 

Billig æggekage

Denne æggekage har vi placeret i vores kategori “billig mad“. Her kan du også finde andre billige retter, hvor vi har inkluderet prisen på, hvad det koster at lave retten. Æggekagen her koster kun 18 kr. pr. person. Altså, for 71 kr. har du dig en dejlig, billig frokost eller aftensmad.

 

Andre idéer hvor æg er hovedpersonen

Jeg elsker æg, både smagen og konsistensen. At det mætter, måden det fylder i maven uden at gøre en helt proppet som brød ofte gør. Jeg elsker et blødkogt æg med flagesalt, spejlæg, at bruge det i pandekager, tærter og wraps. Her kommer lidt andre forslag til hvordan du kan bruge mere æg:

 

  • æggewrap med grønt og ristede kikærter, en slags pandekage – som primært er lavet på æg og uden mel. Sådan et dejligt sundt og nærende måltid.
  • Æggesalat, perfekt til sildemaden oven på en rugbrød eller i en bagel som fyld.
  • Tærte uden mel, som også minder lidt om en æggekage. Klik på den for at se opskriften.
  • Madpakkemuffins med æg som jo bare er perfekte til madpakken

 

Få mere mad inspiration fra mine kogebøger

I vores kogebøger HVERDAGSMAD og HVERDAGSAFTENSMAD har vi ogå virkelig mange gode og simple hverdagsopskrifter. Bl.a. også et afsnit med æggekager, tærter, wraps og den slags. Måske den kunne være noget for dig.

Kommentarer

Ingen kommentarer endnu

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret