Sådan får jeg flere grøntsager i mine unger

Mad til børn

 

Jeg modtager virkelig ofte spørgsmål omkring kost og børn. Om mine børn spiser alt det mad jeg laver, om de slet ikke er kritiske eller strejker. Selvfølgelig gør de det, og de spiser slet ikke alt det mad jeg serverer. De er også bare børn som har den der naturlige skepsis for alt der er for grønt eller ser “underligt” ud. Vi arbejder rigtig meget med det hjemme hos os, jeg vil så gerne gøre dem madmodige. Prøve at gøre nyt mad lidt spændende og fristende at smage på. Jeg prøver at præsentere det på en måde, så de ikke bliver skræmte. Jeg vil gerne lære dem at elske mad, at sætte pris på maden, og at skabe en lille interesse for hvorfor noget mad er så godt for én.

 

Bare de smager på maden

Jeg prøver ikke at lade ens egen forudindtagethed omkring maden påvirke. Bare fordi der er noget vi selv ikke kan lide, betyder det jo ikke, at ungerne så ikke kan. Så som udgangspunkt er alt lækkert, og det må blandes stort set sådan som de ønsker det. Bare de smager på maden. Det er helt ok at man ikke kan lide ting, så må det gerne spyttes ud. Bare man smager på det, og så får de ellers lov til at smage på det igen og igen.

 

Ikke så meget slut-forbudt her hjemme

Jeg vil gerne at de får et sundt og naturligt forhold til mad, hvor de lærer at noget er sundere end andet. De må gerne vide at noget mad gavner kroppen mere end andet og at noget er usundt og ikke godt for én. Dog arbejder vi ikke så meget i slut forbudt, vi har ikke så mange regler og restriktioner. Men mere bare begrænsninger på. Så de må gerne smage stort set alt, så længe at det ikke er hver dag eller så længe de får små mængder.

 

Flere grøntsager og mindre sukker

Jeg passer på deres små maver og sørger for at de får grøntsager hver dag, ikke alt for meget sukker og andet knap-så-sundt. Så nu tænker jeg at dele nogle af de små ting jeg gør, for at få flere grøntsager i ungerne og dele de retter, som mine børn elsker.

 

Smoothies

Dem laver vi ret mange af. De elsker dem, og her er der mange muligheder for at få masser af grønt i. Jeg kommer altid noget frugt i også, for at gøre dem søde. Det er vigtigt at de synes de smager godt, så de elsker at få dem og vil have dem igen og igen. De vil helst have dem røde, men jeg kan dog sagtens få dem til at drikke de grønne også. I de røde søder jeg dem med bær, banan, vaniljesukker eller dadler. Desuden kommer jeg ofte lidt rødbede eller gulerod her i samt avocado, lidt nødder eller hampefrø, og ofte også en smule olivenolie. I de grønne bruger jeg ofte grønkål og/eller spinat, avocado, banan, ærter eller edamammebønner, citronsaft og nogle gange lidt ingefær. Jeg blander det som regel op med vand. Se flere smoothieopskrifter her.

 

Frugt og bær samt snacksfade med grøntsager

Jeg serverer ret tit snackfade for ungerne, det kom jeg til at præsentere for dem for lang tid siden og det holder åbenbart ved. For de spørger tit om det. De vil selvfølgelig allerhelst have usunde snacks, men de tager sig nu altså også for takke med de lidt sundere snacks. Bare det at få noget, hvor de kan lege picnic eller se film imens. Her serverer jeg ofte agurkestænger, peberfrugt, cherrytomater, majs, ærter, avocado, frugt – både æbler, bananer, pærer, ofte bær, vandmelon, rosiner, knækbrød, riskiks og alt muligt andet. Men igen, en god mulighed for at få grønt i dem.

 

Bland-selv til aftensmad

Her snakker jeg desværre ikke helt om bland selv slik, men mere bland selv grønt, så kedeligt som det nu kan lyde. De vil altså hellere spise grøntsager, hvis de selv vælger og plukker, fremfor at jeg har lagt det på deres tallerken. Så jeg laver små skåle med alt det jeg nævnte ovenstående. Ofte når vi fr vælg-selv, så er der også kogt fuldkornspasta, lavet en dressing, noget kød, fisk eller falafler og sådan – så de får lidt af hvert, men vælger selv. Det gør dem meget mere madmodige og de vil ofte gerne prøve en ny ting, noget de plejer at takke nej til!

 

Gem dine grøntsager

Jeg gemmer ofte lidt grønt i brød, pandekager og andre ting. F.eks. laver vi ofte disse blomkålsbrød, som jeg bruger som brødet i clubsandwich. Jeg bager gulerodsboller, laver sådan nogle frikadeller med grøntsager og kommer også spinat i pandekager. Denne grønne tærte er også virkelig god, da grøntsagerne er blendet i fyldet.

 

Grøntsager i retter

Man kan jo blende en hel del og gemme væk. Egentlig vil ungerne gerne have grøntsager, men når de er varmet op og ligger i en sauce – der står de af. Så får vi en eller anden gryderet med grøntsager, kød og sauce, så får børnene typisk kun kødet, lidt sauce ved siden af og så ris (eller hvad vi serverer til). Her laver jeg ofte lidt grønt ved siden af, som de kan spise. Men retter, hvor det er blendet er gode. F.eks. esker de denne tomatsuppe. De elsker også lasagne og bolognese, og her kan man også sagtens give den gas med ekstra grøntsager. De elsker svensk pølseret, hvor de spiser rodfrugterne og kartoflerne. Ofte får vi denne ret, hvor ungerne spiser pastaen med grøntsagssaucen til.

 

Sundere kager og søde sager

Her er der også ret mange muligheder for at “snyde” børnene (og sig selv) til at spise noget lidt sundere. Det kan godt være det ikke er broccoli-sundt med f.eks. hjemmelavede dadelkugler, men det er da meget sundere end kage fra bageren. Du kan også lave de her dadelkugler endnu mere sunde, ved at blende bønner med i dem, sådan en opskrift har jeg her. Dog er den version jeg har på billedet min absolutte favorit, wauw de smager godt. Ungerne elsker er denne her chokoladekage, de her twix eller denne “isdessert“.

 

BLW

Måske du ville synes dette indlæg er interessant. Det handler om BLW, altså hvordan helt små børn spiser selv for at undgå kræsenhed.

Kommentarer

  1. Virkelig godt og brugbart indlæg! Jeg tror blenderen skal have plads på køkkenborden i stedet for inde bagerst i skabet. Så kan det være vi får lavet nogle flere “moothies”, som min datter siger 🙂

  2. Sikke en masse gode idéer! Jeg tror, at jeg skal prøve at kaste mig ud i at lave forskellige smoothies med grøntsager til min datter. Og sunde snackfade! Det tror jeg hele familien vil have godt af. Jeg synes, at der er ved at gå lidt for meget pasta og brød med smør i den herhjemme.

Vis alle kommentarer (3)

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret