Hvidløgsbrød

Hvidløgsbrød med et fyld af cheddar, mozzarella, hvidløg, persille, smør og salt. Det her brød er så snasket og helt perfekt som en del af en tapas, som en let forret eller til f.eks. suppe. Du kan sagtens købe dig til et brød, som du fylder. Men du kan også bage dit eget, det er helt klart mest lækkert og ikke særlig svært.

Hvidløgsbrød
Hvidløgsbrød med det lækreste ostefyld

Hvidløgsbrød med ost

 

Jeg har egentlig længe haft lyst til at bage et hvidløgsbrød, sådan et snasket fedtet madbrød perfekt til supper. Jeg var så forleden ved at lave en madplan netop med en suppe på, hvor jeg gerne ville foreslå et madbrød til. Jeg har en del madbrød herinde i forvejen, men jeg søgte lidt efter et hjemmelavet hvidløgsbrød. Det gik op for mig at sådan et har jeg ikke. Så det tog ikke lang tid før at jeg stod i køkkenet og var i gang med dette.

Faktisk lavede jeg en kæmpe portion dej, som jeg delte i tre portioner. I hver sin skål lavede jeg et fyld af smør og ost. Men den ene skål fik også noget soltørret tomat, den anden skål blev mere en citronvariant og den sidste skål (denne her) blev så med hvidløg og persille. Jeg glæder mig til at dele de andre opskrifter med jer også, for de blev virkelig også gode. Nu kan I starte med min opskrift på hvidløgsbrød

Hvidløgsbrød

Opskrift til 7 stykker

Lækkert hvidløgsbrød med fyld af smør, persille, ost og hvidløg. Du kan både bruge et købt brød, som du fylder med dette. Du kan også lave brødet selv, det giver klart det lækreste resultat. Hvis du elsker ost, så brug både mozzerella og cheddar. Ellers kan mozzerellaen undlades, det vil jeg prøve næste gang.

Ingredienser

Brød

  • 20 g gær
  • 3 dl lunken vand
  • 1 tsk. salt
  • 1 lille tsk. honning
  • 2 spsk. olivenolie
  • 100 g speltmel
  • 300-350 g hvedemel
  • 1 æg til pensling

Fyld

  • 25 g blødt smør
  • 2 store fed hvidløg
  • 1 godt nip salt
  • 1 håndfuld persille
  • 60 g revet cheddarost
  • evt. 1 pakke mozzarellaost (125 g)

Sådan gør du

  1. Start med at lave dejen: kom gær og vand i en skål (gerne på røremaskine) og rør gæren ud i vandet
  2. Tilsæt de andre ingredienser og ælt det godt. Jeg giver det 10 minutters tid på røremaskinen, ind til dejen slipper kanterne
  3. Stil dejen til hævning, klip en plastikpose op eller brug film og kom det over skålen. Læg et viskestykke hen over og lad dejen hæve her i i en time
  4. Tænd ovnen på 200 grader varmluft
  5. Når dejen er hævet, formes det til et aflangt brød – forsøg at pres så lidt som muligt, da luften presses ud. Træk forsigtigt i brødet for at få det til et flutes.
  6. Snit lidt skråt i brødet som vist på billedet og pensl det med et sammenpisket æg
  7. Bag brødet 15 minutter
  8. Imens kan du klargøre fyldet: kom smør, revet hvidløg, salt, hakket persille og cheddarost i en skål og mos det sammen (det er klart nemmest med hænderne)
  9. Skær lidt dybere i de her riller og pres fyldet ned i de her riller
  10. Hvis du ønsker mozzarellaost også, skæres dette i skiver og en skive eller to lægges ned i rillerne også
  11. Kom brødet ind i ovnen igen og giv det 7-8 minutter ekstra, til brødet er gyldent og osten er smeltet
  12. Riv brødet fra hinanden og server

Bedøm denne ret

〈 Brødet inden man fylder det 〉

flutes

〈 Brødet efter man har kommet smør-ostefyldet i, inden det bages igen 〉

hvidløgsbrød

〈 Brødet med en skive mozzarella i også, dette trin kan sagtens undlades 〉

hvidløgsbrød

Inspiration til dette brød og et lille forslag til et twist

Jeg fik inspiration til dette brød af pigerne bag mummum, da jeg så de havde snittet i nogle flutes og netop fyldt det med en hvidløgssmør og mozzarella. Det så virkelig skønt ud, men jeg ville gerne bage brødet selv frem for at købe det. Jeg har også lavet lidt om i fyldet, da mit bl.a. indeholder revet cheddarost. Næste gang vil jeg undlade denne her skive mozzarella, da jeg personligt ikke synes det er nødvendigt. Elsker du ost, så kom det i – det er absolut ikke dårligt. Jeg vil nok hellere komme lidt ekstra cheddarost i og så undlade mozzarella.

 

Andre slags madbrød som minder om dette

Hvis du er vil med denne her slags brød, som gerne må være lidt ekstra fedtede og snaskede. Brød som indeholder lidt smag, krydderier, krydderurter, ost eller lignene – så prøv også et af disse:

 

Hvad passer til hvidløgsbrød?

Hvidløgsbrød kan spises som det er, som en form for starter eller forret. Det kunne også indgå på et lækkert tapasbord sammen med en masse andre gode små snacks. Hvis du er på udkig efter tapasting og sager, bør du tjekke denne kategori ud. Ellers fremhæver jeg lige et par opskrifter her under:

 

Kan man bage hvidløgsbrød uden røremaskine?

Ja det kan du godt. Jeg synes både det er nemmest med en røremaskine, da den klarer arbejdet for en. Så synes jeg også resultatet er bedre, da den kan banke en del luft ind i sådan en dej. Dejen bliver virkelig elastisk og luftig på en røremaskine. Men når det så er sagt, kan man godt selv klare det. Den skal blot røres så meget man orker.

 

Kan man bruge andet fyld i dette brød?

Ja du kan sagtens skifte lidt ud i fyldet i brødet. Jeg har avet et hvidløgsbrød med ost, men et “rigtigt” hvidløgsbrød er jo kun med smør og hvidløg og evt. persille. Så du kan sagtens udlade osten. Dog synes jeg osten er med til at gøre dette hvidløgsbrød virkelig godt. Jeg har brugt to forskellige slags ost, hvor du igen kan vælge at undlade det ene. Personligt synes jeg cheddarosten er mest uundværlig. Jeg vil til gengæld prøve at bage brødet uden mozzarella næste gang. Hvis du elsker ost, så behold gerne begge. Du kan også tilføje soltørret tomat, oliven, andre friske krydderurter som f.eks. frisk rosmarin eller citronskal til dit brød.

 

Kan man købe et brød i stedet for at bage det?

Ja, hvis du vil spare tid, kan du sagtens købe en flutes, som du skærer op – fylder og bager til osten er smeltet. Det er virkelig nemt. Men det hjemmebagte brød er klart lækrest.

 

Kan det fryses og hvordan varmer man det bedst op igen?

Brødet kan sagtens fryses ja. Vi har frosset halvdelen af vores ned. Når vi tager det op igen, kan det enten varmes i ovnen eller i mikrobølgeovnen. Den sidste løsning er hurtigst, men her vil jeg lige smide det en tur på brødristeren til sidst. Hvis man blot spiser halvdelen af brødet når det er bagt, kan man også smide resten i en frysepose og lade det ligge på køkkenbordet. Dagen efter kan det også lige komme 3 minutter på risteren og så er det klar. Jeg håber I kan bruge min hvidløgsbrød opskrift, god fornøjelse med det.

hvidløgsbrød

hvidløgsbrød

Instagram og gratis nyhedsbrev

Følg endelig med på min instagramprofil også, hvor jeg deler en masse andre madbilleder og opskrifter. Eller tilmeld dig mit nyhedsbrev lige her helt gratis. Så vil du modtage mine madplaner i din indbakke hver uge.

Kommentarer

Vis alle kommentarer (4)

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret