Blomkålstoast

BlomkålstoastBlomkålstoast eller broccolitoast, alt efter hvilken slags grøntsag du bruger til denne opskrift. Her er et bud på en slags toast lavet på grøntsager, det lyder næsten for godt til at være sandt, men jeg siger jer! Denne her toast smager hammergodt.

 

Blomkålstoast – sprøde grøntsagsbrød som er perfekte til toast

 

Tanken med de her blomkålstoast var sådan set at smide dem i min ebog – som nu måske ender i en fysisk bog (læs med her, hvis du vil). Jeg viste et billede af dem på min Instagramprofil forleden, netop for at henvise til ovenstående indlæg. Her var efterspørgslen på de her blomkålstoast ganske stor, og jeg blev vist lokket til at dele opskriften med jer herinde i stedet.

Så her er de, de bedste sprøde grøntsagsbrød som er perfekte til en toast.

De er gode som de er, altså bare som grøntsagsbrød. Her kan de jo spises med en hummus, en guacamole eller en anden slags pålæg. De kan også bruges som brød i en almindelig sandwich, eller som toast som her. De er geniale til helt små børn, da de er nemme at holde ved, de er bløde og fuld af sundhed. Et sidste forslag er at bruge dem som bunden til en pizza. Smør blot dejen ud til en stor bund og kom tomatpuré og fyld på denne. Der er altså mange gode grunde til at bage en omgang af de her grøntsagsbrød. Jeg håber I har lyst til at prøve de her blomkålstoast.

Blomkålstoast

Opskrift til 6 toast

Forberedelsestid

10 minutter

Tilberedelsestid

25 minutter

Samlet tid

35 minutter

Ingredienser

  • 100 g havregryn
  • 2 spsk. mel
  • 3 æg
  • 3 spsk. olivenolie
  • 1 tsk. oregano
  • 1 lille tsk. salt
  • 250 g blomkål eller broccoli (eller 125 g af hver hvis du laver et blandet brød)

Sådan gør du

  1. Tænd ovnen på 200 grader varmluft
  2. Kom havregryn, æg, mel, olie og krydderier i en foodprocessor eller blender og giv det en tur
  3. Skyl blomkål og/eller broccoli og skær det i lidt mindre buketter. Kom det ned i foodprocessoren og giv det hele lidt ekstra, til det hele er blendet sammen
  4. Tag en bageplade frem beklædt med bagepapir. Kom dejen her på og smør den ud, så den er 1 lille cm høj. Hvis du ønsker at bruge bundene til toast, skal du smøre det ud så det danner en firkant
  5. Bag i ovnen i ca. 25 minutter til det er let sprødt i kanterne.
  6. Skær dem så ud, så de danner 12 brød.
  7. Lad dem køle af på en rist og brug dem evt. som toastbrød. I så fald kommes der ost (jeg brugte en cheddar) og skinke eller kyllingepålæg i, de lægges sammen og får et par minutter i et toastjern.

Bedøm denne ret

Grøntsagsbrød

blomkålstoast

blomkålstoast

Jeg lavede både en omgang med blomkål og en omgang med broccoli. Begge varianter smagte vildt godt og jeg kan næsten ikke vælge hvilken jeg vil dele med jer. Så nu har jeg delt begge på billedet og opskriften er jo egentlig den samme.

Instagram og gratis nyhedsbrev

Følg endelig med på min instagramprofil også, hvor jeg deler en masse andre madbilleder og opskrifter. Eller tilmeld dig mit nyhedsbrev lige her helt gratis. Så vil du modtage mine madplaner i din indbakke hver uge.

Kommentarer

Vis alle kommentarer (2)

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret