Clubsandwich

Club sandwich med grillet kylling, spejlæg og en hjemmerørt karrydressing

 

Jeg delte forleden et billede af de her sandwiches på min instagramprofil. Efterspørgslen på opskriften var ret stor, så selvom jeg ikke rigtig fik nogle ordentlige billeder af den færdigsamlede sandwich, får I alligevel opskriften her.

Det tog mig 20-30 minutter i alt at lave dem, og det er virkelig nemt. En genial hverdagsspise, som både børn og voksne (i hvert fald her hjemme) er vilde med.

Man kan jo variere en her del i dem. Brødet kan bages selv, hvis man har god tid. Vi købte os ud af dem her med nogle bløde gulerodsboller med solsikkekerner, som vi smed på brødristeren. Dressingen er lavet med æble, purløg og cornichoner. Ift. det grønne, kan du jo skifte ud så det passer jer og jeres køleskabslager. Avocado, revet gulerod eller andet kan også sagtens bruges.

Kyllingen tilberedte jeg på en grillpande, da jeg synes det giver det bedste resultat. Her kan de jo sagtens komme på en almindelig stegepande eller på en rigtig grill. Bacon kan erstattes af ristet parmaskinke, spejlæg kan undlades og så kan du jo lave din egen ketchup fremfor at købe én. Håber I kan bruge opskriften, den svarer til 4 styks.

Club sandwich

Opskrift til 4 styks

Forberedelsestid

15 minutter

Tilberedelsestid

15 minutter

Samlet tid

30 minutter

Ingredienser

Sandwich

  • 4 valgfrie brød eller boller
  • en håndfuld salatblade
  • 1/2 agurk
  • 2 tomater
  • 1/2 rødløg
  • 1/2 peberfrugt
  • 2 kyllingebryst + salt og peber
  • 4 æg + olie, salt og peber
  • 4 stykker bacon

Dressing

  • 4 spsk. cremefraiche
  • 2 spsk. mayo
  • 1 tsk. citronsaft
  • 1/3 tsk. karry
  • 1/2 tsk. salt
  • 1/2 tsk. sukker
  • 1/2 æble
  • 2 cm. cornichon (syltet agurk) svarer til en lille
  • 2 cm af et bundt purløg

Sådan gør du

  1. Start med at stege bacon på en tør pande, til det er sprødt. Tag det fra og læg det på et stykke køkkenrulle
  2. Steg nu dine kyllingebryst i fedtet fra bacon. Jeg brugte en grillpande og gav dem rigeligt med varme. Krydder med salt og peber og tag dem fra når de er stegt færdigt.
  3. Lav spejlæg i resterne af olien og drys igen med salt og peber. Mine fik 1 minuts tid på hver side
  4. Skyl salat, agurk, tomat og peberfrugt og skær disse + rødløg i passende stykker
  5. Kom bollerne på risteren
  6. Bland dressingen sammen ved at hakke æble, cornichon og purløg fint. Kom det i en skål med resten af ingredienserne og rør det sammen. Smag til og tilsæt evt. ekstra salt, sukker eller citron
  7. Saml nu sandwichen ved at skære bollen over, smør den med rigeligt dressing, kom salatblade på. Skær kyllingen over i skiver og læg nogle i din sandwich, top med de andre grøntsager, et spejlæg og bacon. Evt. ketchup hvis du synes. På med overbollen igen (som også er smurt). I med en pind evt, for at holde på den. Velbekomme

Bedøm denne ret

Kommentarer

Ingen kommentarer endnu

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret