Snickers chokoladebarer

Snickers
Snickers

Snickers – en opskrift på hjemmelavede snickers chokoladebarer

 

Snickers med skum, karamel og salte peanuts. Her er en opskrift på en af mine favorit chokoladebarer, nemlig snickers. Jeg har op til flere gange prøvet med forskellige varianter af denne klassiker. Både som en hel snickerskage (uden sukker, mel og smør), som en raw snickerskage. Og som snickersvafler også uden sukker og mel – så de kan spises til morgenmad. Denne opskrift på klassiske snickersbarer – godt nok skåret ud som stykker, synes jeg spiller allerbedst.

Mine snickers består af en solid og kompakt bund lavet på dadler, peanutbutter og kakao – denne bund giver noget bid til kagen og efterlader det lækreste tandmærke fordi de er så kompakte. Oven på bunden er en let og luftig skum, efterfulgt af en cremet karamel med salte hele peanuts i. Øverst er kagen overhældt af et lag mørk chokolade. Kombinationen af de forskellige smage og konsistensen er bare virkelig god og kagen er nem at lave.

Portionen her er stor og giver omkring 20 af de her stykker. De kan opbevares i fryseren og blot tages ud 10 minutter inden de skal nydes. Så er de også iskolde og faste, hvilket giver det allerbedste resultat.

Snickers

Opskrift til 20 stykker

Snickers med en kompakt dadel bund, en let skum, en peanutkaramel og et lag mørk chokolade. Kombinationen af de forskellige smage og konsistensen er bare virkelig god og kagen er nem at lave.

Forberedelsestid

35 min

Tilberedelsestid

5 min

Samlet tid

40 min

Ingredienser

  • 150 g bløde dadler (udstenede)2 spsk. peanutbutter2 spsk. kakao2 spsk. kokosolie200 g salte peanuts (100 g til bunden og 100 g til karamellen)100 g skumfiduser1 dåse kondenseret mælk100 g mørk chokolade

Sådan gør du

  1. Start med at lave bundene ved at fjerne stenene fra dadlerne og komme dadlerne i en minihakker, blender eller food processer.
  2. Tilføj peanutbutter, kakao, kokosolie og peanuts (de 100 g) og giv det hele en tur, til det er blendet godt sammen
  3. Pres det ud på et stykke bagepapir, så det danner en firkant med en højde på ca 1 cm. Hvis du vil have de hele peanuts eller mandler med, er det blot at presse disse ned i bunden og vippe den over på et nyt stykke bagepapir, så de ligger nederst
  4. Nu skal skummet laves: smelt skumfiduserne (enten over et vandbad eller ved en lyntur i mikrobølgeovnen)
  5. Bland de smeltede skumfiduser med salte peanuts og pres det ud på et andet stykke bagepapir, så tyndt som muligt. Det her trin er en smule svært, da det er noget fedtet stas, der gerne hænger fast på dine hænder. Det stivner også meget hurtigt, så det er med at gøre det lidt tjept og måske med lidt våde hænder. Stil skumlaget på køl imens du laver karamellen.
  6. Nu skal karamellen laves: hæld indholdet fra dåsen med den kondenserede mælk i en gryde og skru op til middelvarme. Rør lidt hele tiden, så det ikke brænder på (måske knap så meget i starten). Efter små 10 minutter begynder det at blive tykkere, bliv ved til du synes konsistensen er der – det bliver til en karamel, bare vent ;o)
  7. Saml nu bund og skum ved at lægge skummet oven på bunden, gøres nemmest ved at lægge bagepapiret med skum på hovedet over bunden og derefter fjerne papiret.
  8. Hæld karamellen over og stil atter kagen på køl
  9. Smelt chokolade over vandbad og hæld også chokolade over karamellen
  10. Lad det stivne og skær til sidst bidder ud

Bedøm denne ret

Lav bundene som sunde chokoladesnacks til din søde tand

Selve bundene kan også laves som individuelle små stykker, der ligeledes kan opbevares på frys. Det har jeg også gjort flere gange og bøtten er tom på få dage, da det er virkelig svært kun at snuppe et enkelt stykke. Når det kun er bunden der laves, vil jeg også mene kagen kunne komme i kategorien “sund kage”

Hvis du står og ska holde noget brunch, fødselsdag, barnedåb eller lignende, så er de her ret gode. De pynter nemlig fint ind i en buffet. De er gode at lave store portioner af, og de kan laves lang tid inden, da de netop kan opbevares på frys.

Håber du har lyst til at prøve opskriften af.

Snickers

Hverdagsfavoritter:

Vi har også en sundere snickerskage i vores kogebog “Hverdagsfavoritter” blandt en masse andre nemme og sundere opskrifter. Hvis det lyder som noget for dig, kan du læse mere om bogen her. Eller købe den her, så støtter du bloggen :o)

Kommentarer

  1. Det ser lækkert ud! Dem må jeg prøve at lave ?
    Jeg vil lige høre, hvor store firkanterne bliver?
    Bruger du en almindelig dejskraber til at sprede skummet ud med?

Vis alle kommentarer (1)

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret