Året der gik 2018


Nu er året ved at være omme og traditionen tro deler jeg altid et indlæg, hvor jeg kigger lidt tilbage på året der gik. År 2017 var et ret vildt år, da især 3 store ting skete i vores liv.. 1) Jeg blev gravid, 2) Mads friede til mig og 3) min kogebog kom i butikkerne – et helt fantastisk år som er svært at slå. Dog har 2018 været endnu vildere og mere fantastisk, da vi jo bl.a. blev beriget med verdens dejligste lillebror. Hvis I vil læse med på vores år 2017, sker det lige her og ellers kommer lidt billeder og ord på dette år. Igen vil jeg sige tak fordi I læser med – det betyder så meget!
 

Højdepunkter fra 2018

 
Året startede ud med noget så vildt som et huskøb. Efter et halvt års søgen fandt vi et gammelt hus på en af de dejligste adresser i Silkeborg. Planen var egentlig ikke at flytte hjem til den by vi begge kommer fra, men da priserne er lidt mere rare end i Aarhus og da vi har masser af familie i Silkeborg – blev det sådan. Nede ved vandet på samme gade som den min far bor på, købte vi et et hyggeligt gammelt hus, som trængte til en kærlig hånd. Efter 7 måneders renovering flyttede vi ind i august.
I marts blev jeg færdig med mit akupunkturstudie, som har været enormt spændende og har givet mig en stor personlig udvikling også. Så det glæder jeg mig bare ekstremt meget til at komme ordentlig i gang med, nu hvor min barsel slutter.
Så er der selvfølgelig det allerstørste – Arthurs fødsel. 12. maj kom den mildeste, gladeste og nemmeste baby til verden. Vi er dybt taknemmelige for at han er så mild og sød som han er, han er bare evig og altid glad, og Noah er den bedste storebror man kunne tænke sig.
I sommeren blot 3 uger efter Arthurs ankomst flyttede vi ud af lejligheden i Aarhus, og boede et par måneder hos min mormor inden huset var klar til os. Faktisk enormt hyggeligt at bo hjemme hos hende, trods mange mennesker inkl. en lille baby på meget lidt plads. Men et helt fantastisk sommervejr gjorde hele kollektiv-oplevelsen ret fed.
Ellers har året stået på 2*30 års fødselsdag herhjemme, en 3 års fødselsdag, en barnedåb og en jul i vores nye hjem.
Forretningsmæssigt har det ind til nu været et forholdsvis roligt år, da jeg jo har været på barsel en stor del af det. Dog har jeg noget vildt spændende i gære, som jeg glæder mig rigtig meget til at fortælle mere om. Jeg er helt sikker på at år 2019 kommer til at blive super fedt især på arbejdsfronten.
Ellers håber jeg det bliver året hvor huset og haven bliver helt færdigt, og året hvor bryllupsplanlægningen går i gang. Jeg skal også være moster i år 2019, hvilket bliver noget af det største. Håber også jeres år har været dejligt, og at jeres hjerter er lige så fyldte som mit. God nytår, knus herfra

De professionelle billeder ovenfor er taget af Guldmann&Marker 🙂

Kommentarer

Ingen kommentarer endnu

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret