Syltede rødbeder til den lune leverpostej

Syltede rødbeder er meget nemt at lave selv og så smager de bare hundrede gange bedre end dem man køber. Her er min opskrift på hjemmelavede syltede rødbeder

syltede rødbeder
Syltede rødbeder til den lune leverpostej eller som tilbehør til frikadeller

Syltede rødbeder i en julet udgave

 

Syltede rødbeder får en leverpostej mad til at være den rene luksus. I hvert fald når de er hjemmelavede. De her syltede rødbeder har endda fået et lidt julet twist i form af kanelstænger, laurbærblade, stjerneanis og nelliker.

 

Lav en stor portion syltede rødbeder nu du er i gang

Denne her omgang rødbeder lavede jeg forleden i en ret stor portion. Så var der nemlig også lidt ekstra at give ud af til naboer og familie. Når man nu er i gang kan man jo lige så godt sylte sig en masse og forære et glas til dem man holder af. Vi har netop fyldt 5 syltetøjsglas op med lækre julede sylterede rødbeder og inviteret naboerne på æbleskiver og snup-et-glas-rødbeder-med-hjem. Okay det lyder virkelig overskudsagtigt, men når man nu synes det er hyggeligt at stå i køkkenet og endnu hyggeligere at have gæster der spiser det man laver – så er det jo win win. Hvem bliver ikke også glad for sådan et glas hjemmesylt.

 

Her er min opskrift på syltede rødbeder

Syltede rødbeder

Opskrift til 2 store glas

Et vildt lækkert tilbehør til de fleste madder, spejlæg eller hakkebøffer er hjemmesyltede rødbeder. Her er en opskrift på en version med lidt julede krydderier

Forberedelsestid

10 min

Tilberedelsestid

30-45 min

Samlet tid

45-55 min

Ingredienser

  • 1 kg rødbeder
  • 6 dl eddike (jeg brugte æbleeddike)
  • 300 g sukker
  • 2 kanelstænger
  • 2 spsk. salt
  • 5-6 laurbærblade
  • 10 peberkorn
  • 2 stjerneanis
  • 5-6 hele nelliker

Sådan gør du

  1. Kog rødbederne i en gryde med rigeligt vand (hvis der er jord på rødbederne, skal det selvfølgelig af først). Jeg gav mine rødbeder 45 minutter, men de var også store. Hvis du bruger mindre rødbeder vil 30 minutter nok kunne gøre det
  2. Kom rødbederne i en rist, hæld koldt vand hen over dem. Skæl dem og skær dem i ønsket størrelse.
  3. Kom rødbederne på glas.
  4. Nu skal lagen laves: kom eddike og resterende ingredienser i en gryde, kog det op i 5 minutter og hæld det over rødbederne, så de dækkes.
  5. Kom låg på og opbevar i køleskabet (de er bedst en dag eller to efter de er lavet)

Bedøm denne ret

Andre idéer til et påskebord eller en julefrokost

Igår delte jeg et forslag til hvad man bl.a. kunne komme på sit julefrokostbord – nemlig en æggesalat til sildemaden. En anden idé kunne være lun leverpostej med disse rødbeder. Her er min opskrift på sidstnævnte. Mangler du opskriften på selve rugbrødet, har jeg en lige her. Ellers kunne det jo også sagtens bruges på en franskbrødsmad. Se min opskrift på et lækkert franskbrød lige her. Andre påskeidéer kunne være en lakseroulade med spinat, stjerneskud eller rejecocktails.

 

Husk at koge dem først

Husk at give rødbederne et opkog inden du kommer på glasset. Det havde jeg selv lige glemt sidste gang jeg lavede dem, og det er lidt ærgeligt at tage en bid af en helt rå og hård rødbede. Så havde jeg ellers lige glædet mig til en rugbrødsmad med leverpostej og hjemmesylt. Er ulykken sket, kan man dog godt si dem fra lagen og koge dem. Lagen gemmer du bare og hælder også dem så snart de har kogt

 

Syltede rødbeder med et twist

Jeg har gjort opskriften her lidt ekstra julet, ved at tilføje kanelstænger, stjerneanis, laurbærblade og nelliker – men det er blot at fylde på med de julekrydderier du har. Du kan også sagtens undlade alle disse og lave en klassisk version af syltede rødbeder blot med rødbeder, eddike, sukker og måske lidt salt og peber. Den ekstra krydrede smag synes jeg dog passer super godt til rødbederne.

syltede rødbeder

Instagram og nyhedsbrev

Følg meget gerne med på min Instagram for flere opskrifter og nem madinspiratin. Du kan også tilmelde dig mit nyhedsbrev lige her. Det er gratis og i dette sender jeg mine madplaner ud hver weekend.

Kommentarer

Ingen kommentarer endnu

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret