Hønsesalat

hønsesalathønsesalat

Hønsesalat med kogt kyllingekød, en lækker cremefraichedressing og hakkede syrlige æbler

 

Hønsesalat er noget af det nemmeste, og noget af det bedste man kan få f.eks. i en sandwich. Det er en glimrende idé året rundt. Men specielt i juletiden eller påsketiden – er det super ideelt til de her frokoster.

Til denne hønsesalat har jeg købt mig en pakke kyllingebryst, som jeg har kogt. Så vender jeg det i en dressing med lidt karry, æble og peberfrugt. Godt nok har jeg kaldt opskriften for en hønsesalat, men jeg synes navnet “kyllingesalat” mere får mine tanker hen i mod en frisk salat med kylling. Denne her minder jo meget mere om den klassiske fede hønsesalat. Men blot med mere grønt og meget mere velsmagende.

 

Hønsesalat

Opskrift til 8 personer

En lækker cremet og smagfuld hønsesalat med æble og peberfrugt. Perfekt til en rugbrødsmad

Forberedelsestid

10 min

Tilberedelsestid

15 min

Samlet tid

25 min

Ingredienser

  • 500 g kyllingebryst (+1,5 liter vand)
  • 250 g cremefraiche (jeg bruger 18 %)
  • 2 spsk. citronsaft
  • 1/2 tsk. salt og et drys peber
  • 1/2 tsk. karry og evt. 1 nip gurkemeje
  • 1 peberfrugt
  • 1 lille (gerne syrligt) æble
  • 2 strimler forårsløg
  • karse eller purløg som drys

Sådan gør du

  1. Kom vandet i en gryde og tænd for blusset, når vandet koger kommes kyllingebryst i
  2. Efter 15 minutter tages de op af vandet og lægges på et skærebræt
  3. Skær dem i mindre stykker og kom dem i en skål sammen med creme fraiche, citron og krydderier
  4. Hak peberfrugt, æble og forårsløg i mindre stykker og kom det ned i skålen – rør godt og stil på køl

Bedøm denne ret

 

Forslag til servering:

Nu har jeg nemlig efterhånden delt et par opskrifter på det seneste med ting og sager du kan servere til din julefrokost. F.eks. en æggesalat til dine sild, hjemmesyltede rødbeder til din leverpostejmad eller en lakserilette også til en skive brød. Tarteletter med høns i asparges er selvfølgelig også et must til julens frokoster. Eller en klassisk sprød og frisk rødkålssalat med appelsin.

Du kan sagtens fryse denne hønsesalat ned. Det har jeg tidligere gjort og blot kommet den i en sandwichnår den tøs op igen. Noget andet virkelig lækkert man kan gøre ift. denne hønsesalat -spis den med ristet sprød chorizopølse. Jeg rister det helt sprødt og smuldrer det hen over min hønsesalat. Det er så godt.

Skift blot ud i grøntsagerne her i, hvis du har noget andet liggende som du gerne vil bruge. Jeg forestiller mig at grønne eller hvide asparges ville være godt. Evt. majs eller ærter også.

Jeg håber I kan bruge opskriften – den rækker til en stor skålfuld, nok til 8 mand som en del af julefrokostbordet.

Instagram

Følg meget gerne med på min Instagramprofil for flere madidéer og inspiration

Kommentarer

Ingen kommentarer endnu

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret