Mazarinmuffins med revet æble

Mazarinmuffins
Mazarinmuffins Mazarinmuffins med revet æble og den lækreste mocca-fløde creme. De her blev så svampede og lækre, en opskrift jeg selv må lave igen og igen

 

Mazarinmuffins

 

Her er en opskrift på lækre søde og svampede mazarinmuffins med revet æble. På toppen har de en flødecreme med kaffe og chokolade og så er de pyntet med hakket daim og nødder.

De her mazarinmuffins er med inspiration fra Camilla. Jeg har dog ændret lidt i opskriften,  da jeg tilføjede revet æble og lidt mandelessens samt kom lidt mere mel i, da æblerne jo er ganske fugtige. Jeg undlod også pekannøddemel i selve dejen. De blev virkelig gode og svampede, med den lækreste mazarinsmag.

Oven på mine muffins kom jeg en flødeskumscreme med kaffe og chokolade i og toppede hele herligheden med hakket daim og en enkelt pekannød. Jeg håber I har lyst til at kaste jer ud i opskriften, den er nem!

Mazarinmuffins

Opskrift til 11 muffins

Mazarinmuffins som blev virkelig gode og svampede, med den lækreste mazarinsmag. Oven på mine muffins kom jeg en flødeskumscreme med kaffe og chokolade

Forberedelsestid

10 min

Tilberedelsestid

20 min

Samlet tid

30 min

Ingredienser

Muffins

  • 100 g marcipan
  • 100 g smør (blød, så tag det ud af køleskabet lidt tid inden)
  • 75 g brun farin
  • 25 g sukker
  • 2 æg
  • 1/3 tsk. salt
  • 120 g mel
  • 1 tsk. mandelessens
  • 2 æbler (gerne syrlige)

Toppen

  • 1/4 liter piskefløde
  • 1 tsk. pulverkaffe (ikke opløst i vand, men blot meget fint pulver der opløses i flødeskummen)
  • 30 g chokolade (jeg brugte 70 %)
  • 1 par stykker daim og pekannødder

Sådan gør du

Muffins

  1. Pisk marcipan, smør, brun farin og sukker luftigt
  2. Tilsæt æg og pisk igen
  3. Tilsæt salt, mel og mandelessens og pisk atter dejen sammen
  4. Riv æblerne groft og kom i dejen
  5. Kom dejen i muffinsforme og bag dem i ovnen i ca. 20 minutter. Hold øje, ovne er meget forskellige. De må endelig ikke blive tørre, men der må heller ikke hænge dej fast når du stikker i dem
  6. Lad dem køle af imens du laver toppen

Toppen

  1. Pisk fløden til skum
  2. Kom kaffepulver i og rør rundt
  3. Smelt chokoladen over vandbad og kom også denne i cremen
  4. Hak daim og pynt dine kager med dette og evt. pekannødder

Bedøm denne ret

Mazarinmuffins
Mazarinmuffins

Fryseegnede

De her muffins kan sagtens fryses og gemmes. Dog vil jeg undlade at fryse moccaskummen – den bliver ikke god efterfølgende. Så hvis du vil være forberedt i god tid, kan du bage de her mazarinmuffins nogle dage inden og opbevare dem på køl eller frys. Skummet vil jeg så blot lave lige inden servering. De her muffins er også klart bedst helt kolde, så lav dem endelig et par timer inden og lad dem stå på køl og blive dejlig kompakte i konsistensen

De her mazarinmuffins blev serveret som en del af min fødselsdagsbrunch

Måske så I med på min Instagram i sidste weekend, at jeg holdt fødselsdag for en masse søde damer. Vi fik en masse brunch, bla. de her surdejsboller blot hvor jeg vendte dem i lidt solsikkekerner, hørfrø og græskarkerner inden de kom ind i ovnen, dette hjemmebagte rugbrød, disse kanelsnegle (som seriøst bare er SÅ gode) og denne peberfrugtcreme. Desuden var der en masse pølse, ost og andet pålæg. Jeg havde lavet en lakserilette, en hjemmelavet marmelade og så var der en masse frugt og chokolade. Hvis I mangler inspiration til brunch, har jeg delt et indlæg her – det er brunchen fra Arthurs barnedåb og den minder meget om den fra min fødselsdag.

Kommentarer

Ingen kommentarer endnu

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret