Marokkansk salat med grønkål og gulerødder

marokkansk salat
marokkansk salat
marokkansk salat
marokkansk salatMarokkansk salat med bagte gulerødder, frisk grønkål, avocado, granatæblekerner og ristede pinjekerner.

 

Marokkansk salat

 

Her er en opskrift på en virkelig lækker marokkansk salat. Bagte gulerødder i en krydret marinade, grønkål, granatæble, avocado og ristede pinjekerner. En skøn kombination som giver en dejlig mættende salat.

For et par uger siden var jeg i Aalborg og holde foredrag, og den søde café havde lavet en masse dejligt mad fra min blog til en stor buffet. De havde bl.a. lavet denne marokkanske rødbedesalat, som jeg bare helt havde glemt. Den var simpelthen så god, og jeg tænkte straks at den skal laves noget oftere. Nu her en uges tid efter, har jeg været på besøg ved Stinna, og vi besluttede at lavede salaten igen – men alligevel i nye klæder.

Rødbedesalaten var nemlig en jeg oprindeligt lavede med Stinna også, så hun husker også at den var helt fantastisk. Idag har vi skiftet rødbederne ud med gulerødder, og rødløg er skiftet ud med granatæbler. Dressingen har vi til gengæld beholdt og så toppet med ristede pinjekerner frem for græskarkerner, sesam og mandler. Jeg siger jer! – denne her variation er mindst lige så god. Det kunne også være helt perfekt at tilføje saftige søde appelsinstykker.

Marokkansk salat

Opskrift til 4 personer

Forberedelsestid

10 minutter

Tilberedelsestid

20 minutter

Samlet tid

30 minutter

Ingredienser

Bagte gulerødder

  • 3-4 gulerødder
  • 1/2 dl olie
  • 1 lille tsk. salt + lidt peber
  • 1 tsk. sukker
  • 1 lille spsk. æblecidereddike
  • 2 tsk. spidskommen
  • 1 lille spsk. kanel
  • 1 tsk. karry
  • 1 spsk. tahin (kan undlades)

Desuden

  • 6-7 stængler grønkål (ca. 130 g)
  • 50 g feta / salatost
  • 1/2 granatæble
  • 1 avocado
  • en håndfuld ristede pinjekerner

Sådan gør du

  1. Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
  2. Skyl gulerødderne og skær dem i skiver.
  3. Bland dressingen sammen og vend gulerødderne rundt her i. kom det på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag i ovnen i ca. 20 minutter
  4. Imens laves resten af salaten. Skyl grønkål og fjern bladene fra stilken, som kasseres. Hak grønkål og kom det i en skål.
  5. Klargør granatæblet og skær også avocado i tern.
  6. Rist pinjekerner på en tør pande til de tager lidt farve
  7. Når gulerødderne er færdigbagte, tages de ud af ovnen og hældes over grønkålen (inkl. den marinade det er bagt i).
  8. Tilsæt fetaost, granatæblekerner, avocado og ristede pinjekerner.

Bedøm denne ret

 

Serveringsforslag

Salaten kunne serveres med de her falafler, køfte (krydrede oksekødskugler) eller sammen med en haydari og et lækkert naanbrød. Det er alt sammen lidt retter fra det mellemøstlige køkken, som jeg bare elsker så højt. Hvis du står og skal lave en lidt større middag med inspiration fra de her rødder, vil jeg også anbefale at læse med i anlægget: mellemøstlig middag.

Instagram og gratis nyhedsbrev

Følg endelig med på min instagramprofil også, hvor jeg deler en masse andre madbilleder og opskrifter. Eller tilmeld dig mit nyhedsbrev lige her helt gratis. Så vil du modtage mine madplaner i din indbakke hver uge.

Kommentarer

  1. Den lyder bare rigtig lækker:-) Kan du mon anbefale den til juleanden juleaften? Eller har du en anden salat, der vil være mere passende?
    Vh. Jannie

Vis alle kommentarer (3)

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret