Grønne smoothies med chokolade-granola og CBD olie



Her er en opskrift på lækre grønne cremede smoothies med en sprød og sød chokoladegranola. De her grønne skåle er ikke blot sunde pga. spinat, avocado (og hvad jeg ellers har smidt i blenderen) – men også fordi der er en ret syret ingrediens her i. CBD eller cannabidiol, som har en yderst sundhedsfremmende virkning. Det er ikke et psykoaktiv cannabinoid som man måske forestiller sig, men med blot 1/2 gram pr. dag kan olien hjælpe med at holde kroppen og dets systemer i balance.
Når vi indtager CBD øges kroppens eget endocannabinoidsystem, så det fungerer mere effektivt. Kort fortalt sker der en kommunikation som reducerer inflammation, afspænder muskulaturen, sænker blodtrykket og normaliserer overstimulerede nerver. Alt sammen meget praktisk hvis man har en ret travl og stresset hverdag. Man kan altså opleve en lettelse ift. angst, depression, stress og søvnløshed ved indtagelse af denne olie. Desuden sker der en regulering af funktioner som appetitten, humøret, vores hukommelse, metabolismen og hormonreguleringen. Hampolie indeholder også en række vigtige næringsstoffer som vitamin A, C, E, B, Calcium og Magnesium.

Olien er ret peberet, men i og med der skal bruges så lidt af den – holder den også ret længe. Den kan købes lige her, og hvis det har interesse kan du læse mere om den her.
Nu til opskriften på både smoothies og granola. Opskriften rækker til 2 store skåle smoothies og en krukke fuld af granola (1 bageplade). Granolaen især er virkelig lækker, og jeg forstår faktisk ikke helt hvorfor jeg ikke har delt den før. Jeg har nemlig lavet den virkelig mange gange og elsker den hver eneste gang. Jeg håber I har lyst til at prøve opskriften af.

Grønne smoothies (2 personer)

 

  • 1 banan (gerne en man har skrællet og haft på frost)
  • 1 avocado
  • 2 store håndfulde spinat
  • 2 dl mandeldrik eller bare almindelig mælk
  • 10 mandler
  • et par isterninger
  • 10 dråber af olien med en opløsning på 5 % CBD – svarer til ca. 1/3 af et gram.
  • evt. 1/2 appelsin – den kom ikke i denne smoothie, men jeg vil tilføje det næste gang
  1. Skyl spinaten og kom den i en blender sammen med resterende ingredienser. Banan, avocado og appelsin er selvfølgelig uden skræl og sten.
  2. Blend og hæld i skåle

 

Chokolade-granola (1 plade fuld)

 

  • 200 g havregryn
  • 60 g hel boghvede
  • 100 g hakkede mandler
  • 50 g hørfrø
  • 50 g solsikkefrø
  • 50 g kokosmel
  • 80 g kokosolie
  • 80 g honning
  • 20 g kakao
  • 1/2 tsk. salt

 

  1. Start med at tænde ovnen på 200 grader varmluft
  2. Kom alle frø, kerner og nødder i en skål
  3. Kom kokosolie, honning, kakao og salt i en skål og rør det godt sammen
  4. Vend marinaden rundt i skålen sammen med granolablandingen, og kom det på en bageplade beklædt med bagepapir
  5. Bag det i ovnen i 20 minutters tid. Rør godt rundt undervejs. De første 13-14 minutter vender du i müslien ca. hvert 4 minut. De sidste 6 minutters tid gør du det lidt oftere, måske hver 2-3 minut.
  6. Når du synes din granola er godt sprød og gylden tager du det ud og lader det køle af, inden det kommer i en beholder. Tag selvfølgelig lidt fra til de her skåle og pynt dem evt. med friske bær (jeg brugte brombær)





Jeg kan læse mig til at der er lidt diskussion ift. brugen af olien hvis man er gravid eller ammende. Der er ikke decideret nogle studier som viser at det er farligt for gravide og ammende, men det er simpelthen pga. at der er mangel på studier om hvorvidt det er sikkert, at man kan anbefale at lade være i denne situation. Så for at holde sig på den sikre side, kan man vælge at vente med dette kosttilskud til efter man har ammet færdigt. 

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret