Nøddebunde med blåbær-is




I sidste uge havde jeg fint besøg af Maya. Hun kom hele vejen til Silkeborg for at se både vores hus og Arthur, sidst hun så huset var det en kæmpe byggeplads – så det var meget skægt at vise hende resultatet frem. Ift. min bette mand, mødte hun ham da han var ganske spæd – så der må man sige der også er sket lidt. Han griner hele tiden, han har fået sig en tand og nu sidder han i stolen (frem for at ligge ned) og er altså med ved bordet. Tiden flyver og jeg forsøger at nyde hvert et øjeblik. Maya og jeg lavede først kikærtepandekager til frokost med græskarfyld (dem får I opskriften på en anden god gang, – ret snart). Til dessert biksede jeg de her tærter sammen til os, imens Maya var så sød at underholde den bette.
De er lavet på mandelbunde, som blot blendes sammen og bages i 10 minutters tid. Imens kan man lave denne blåbær-is også blot ved at blende. Selve blåbær”isen” laver jeg ret ofte, da det er virkelig nemt og virkelig lækkert. Jeg ved ikke om det går ind under kategorien “sundt” (det er efterhånden et farligt begreb, jeg snart ikke tør bruge om noget) ;0) Men den er i hvert fald IKKE USUND. Så selvom det smager utrolig syndigt, kan du roligt lige snuppe en ekstra lille blåbær-is-tærte.
Her blev til 6 styks. Håber I har lyst til at prøve opskriften af.

Nøddebunde med blåbær is

Bunde:

  • 15 bløde dadler
  • 70 g mandler
  • 60 g havregryn
  • 1/3 tsk. salt
  • 2 æg
  1. Fjern stenene fra dadlerne og mos dem med en gaffel i en stor skål
  2. Kom mandler og havregryn i en foodprocessor, blender eller hvad du ellers har – og kør det rundt til det er mel, kom det i skålen til dadlerne
  3. Kom salt og æg i skålen og bland det hele rundt
  4. Kom dejen i muffinsforme som du evt. smører med lidt fedtstof inden (jeg brugte silikone muffinsforme, så det er ikke nødvendigt)
  5. Pres dejen godt rundt, så de dækker hele formen og bag dem ved 175 grader i 10-15 minutters tid. Begynd at holde øje efter 10 minutter.
  6. Tag bundene ud og lad dem køle af. Lav din is lige inden de skal spises:

Blåbæris:

  • 150 g frosne blåbær
  • 1,5 frosne bananer (skrællet og brækket i stykker, lagt i en frysepose og opbevaret i fryseren)
  • 1,5 dl mandeldrik
  • evt. en sjat vanilje (jeg brugte 1 tsk. vaniljesukker)
  1. Kom alle 4 ingredienser i en blender og kør rundt til det har konsistens som is
  2. Fyld isen i nøddebundene og top med dine yndlings friske bær eller smukke efterårs-figner


Kommentarer

Ingen kommentarer endnu

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret