Grønne smoothiebowls og sprød banan-dadel granola

grønne smoothiebowls
grønne smoothiebowls

Grønne smoothiebowls med banan, spinat og avocado. Toppet med sprød granola og friske bær

 

Grønne smoothiebowls er noget jeg er begyndt at spise ret ofte. Førhen var jeg ikke rigtig til de her greenies, desværre. Jeg så på Instagram at virkelig mange spiser sådan en her hver morgen og ihh hvor ser det bare sundt og “rigtig” ud. Jeg er uheldigvis meget mere fan af brød med smør og ost om morgenen, og spiser det også hver dag.

Men så gik det ligesom op for mig at det ikke behøver at være tidlig morgen man skal spise dem. Man kunne jo godt holde fast i sin morgenbolle, og så lave sådan en portion her op af formiddagen eller eftermiddagen. Det er jeg nu begyndt på og det fungerer virkelig for mig. Der har jeg fået mig lidt brød og kaffe og nu er min mave meget mere klar på noget koldt og frisk.

Selve granolaen er en dadel-banan ristet granola. Den findes der også en opskrift på nedenfor.

 

Grønne smoothiebowls

Opskrift til 2 skåle

Jeg synes det er ret utroligt at noget så sundt kan smage så godt. Jeg ville nemlig ikke have det til at smage af hverken broccoli, hvedegræs, chlorella eller ærter. Det skulle smage lidt sødt, men også frisk og mest af alt bare lidt neutralt – så kan smagen komme fra toppings i stedet. Så grønne smoothiebowls til dig som heller ikke er super fan af blendede grøntsager.

Forberedelsestid

10 min

Tilberedelsestid

0 min

Samlet tid

10 min (for smoothiebowls)

Ingredienser

Smoothiebowls

  • 1 frossen banan (uden skræl i en frysepose - opbevaret på frost)
  • 4 kugler frossen spinat (kan sagtens erstattes af frossen grønkål)
  • 1 avocado
  • 1 spsk. citron- eller limesaft
  • 1-2 tsk. akaciehonning
  • 2-3 dl vand (alt efter hvor tynd du ønsker den, jeg forsøger altid med lidt a gangen, da jeg godt kan lide min tyk og cremet, sådan lidt yoghurt-agtig)
  • 8-10 mandler
  • 1 spsk. olie (jeg bruger en ret smagsneutral olivenolie)

Granola

  • 100 g kokosmel
  • 120 g solsikkekerner
  • 100 g speltflager (eller havregryn)
  • 150 g havregryn
  • 100 g hørfrø
  • 100 g mandler (groft hakkede)
  • Marinade: 2 bananer, 10 bløde dadler, 1 stor spsk. kokosolie, 3 spsk. vand og 1 nip salt

Sådan gør du

  1. Start med at lave din granola
  2. Tænd ovnen på 180 grader (varmluft) og lav først marinaden. Kom banan, dadler (uden sten), kokosolie, vand og salt i en blender, minihakker eller food processer og kør rundt til det er helt blendet
  3. Kom alle ingredienserne til granolaen i en skål og kom marinaden herned, vend det hele godt rundt
  4. Kom det på en bageplade beklædt med bagepapir og bag granolaen i ovnen i 20-25 minutter (ind til den er gylden og sprød). Det første kvarter vender jeg i den ca. hvert 5. minut. De sidste 8-10 minutter vender jeg hvert 3. minut ca.
  5. Lav så din smoothie ved at komme det hele i en blender og kør rundt til det er helt cremet.
  6. Spis dine grønne smoothiebowls med en skefuld granola og friske bær

Bedøm denne ret

 

Grønne smoothies lavet som “yoghurt” frem for drikke

Noget andet er at jeg er meget mere vild med at spise mine smoothies. Lave dem lidt tykke og cremede i konsistensen, så de minder om yoghurt. Komme dem i en skål og hælde lækker granola over. Hvis du ønsker en klassisk opskrift på greenies, som drikkes – har jeg en opskrift her.

Det kræver en ret god blender at få især grønne smoothies til at blive helt fløjelsbløde og fuldstændig blendet ud. Jeg har også en rigtig god én, som kan få det helt fløjlsblødt (denne her).

grønne smoothiebowls
granola

Følg meget gerne med på min Instagram for mere madinspiration

Kommentarer

  1. Vil også så gerne være til de grønne, men synes tit de smager lidt af jord. Jeg vil prøve din variant, den lyder i hvert fald skøn.

Vis alle kommentarer (1)

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret