Salat med bagt butternut, feta og cashewnødder


Her er en skøn, hurtig, let og fyldig salat med masser af smag og forskellige konsistenser. Jeg er ret vild med denne her kombination, og har også lavet den nogle gange efterhånden.
Den er med bagt butternut-squash, som sagtens kan erstattes af f.eks. hokkaido græskar eller sød kartoffel. Måske også af bagte gulerødder. De er vendt i en krydderblanding, som både er stærk og sød, og så er de bagte i godt med olie. Resten af salaten består af frisk ruccola, rødløg, feta (eller salatost) og sprøde ristede cashewnødder. Min oprindelige tanke var at komme avocado i også, men jeg synes faktisk der er fylde og nok “cremethed”, så det er ikke nødvendigt. Men det ville absolut ikke gøre noget at tilføje det.
Salaten rækker til 4 personer, hvis den spises som tilbehør. Håber I vil prøve opskriften af.
 

Salat med bagt butternut, feta og cashewnødder

 
Butternut i ovnen:

  • 1 butternut squash (jeg brugte ikke en her, men måske nærmere 2/3 af en)
  • 1/3 dl olie
  • 1/2 tsk. salt og et drys peber
  • 1/3 tsk. kanel
  • 1 nip vaniljepulver (eller 1/2 tsk. vaniljesukker)
  • 1 nip chilipulver eller cayennepeber

 
Desuden:

  • 1 bakke ruccola
  • 1/2 rødløg
  • 100 g feta eller salatost (jeg brugte puk-ost)
  • en håndfuld ristede cashewnødder
  • hvis dine bagte butternut tern er blevet for stærke, kan du komme en smule akaciehonning hen over salaten

 

  1. Start med at skære skrællen af butternut squuashen og skære den i mindre tern – vend dem i olie-krydder blandingen og bag dem ved 180 grader i 10-15 minutter
  2. Skyl ruccola og kom det i en skål sammen med hakket rødløg og smuldret feta
  3. Rist cashewnødderne på en tør pande
  4. Bland de bagte butternut tern I og kom ristede cashewnødder på toppen


Kommentarer

Ingen kommentarer endnu

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret