Dahl med kylling og grøntsager



Jeg er ret vild med indisk dahl, og har også en opskrift på det her (som også er med kylling). Denne minder meget om, men alligevel med lidt andre krydderier og med en lidt anderledes fremgangsmåde. Hvis du ikke spiser kød, så undlader du selvfølgelig bare kyllingen. Jeg har tilsat det primært for min kærestes skyld, da jeg ved han meget gerne vil have det i. Personligt kunne jeg sagtens undvære, men jeg synes faktisk det gør noget rigtig godt for denne her ret. Kyllingen giver nemlig en ret god konsistens til retten, så den ikke blot er cremet hele vejen igennem, men så der faktisk også er lidt at tygge på.
Ift. smagen kan du jo justere op og ned på krydderierne, gør den lidt stærkere og spis så med creme fraiche og avocado. Eller skru ned for krydderierne og server den for de små børn også
Her var nok til 4-6 portioner, håber du kan bruge opskriften
 

Dahl med kylling og grøntsager

 

  • 350 g kylling
  • 2 gulerødder
  • 1 porre
  • 3 fed hvidløg
  • 1 peberfrugt
  • 1/2-1 tsk. stødt ingefær
  • 1/2-1 lille tsk. cayennepeber (pas på, det bliver hurtigt meget stærkt)
  • 1 stor tsk. spidskommen
  • 1 dåse hakket tomat
  • 2 dl røde linser
  • 2 dl vand
  • 1 dåse kokosmælk
  • 1 æble (gerne et syrligt)
  • godt med salt og peber

 
Anretning:

  • Server med creme fraiche, et drys chiliflager, avocado, friske krydderurter og lime

 

Fremgangsmåde

 

  1. Start med at svitse kyllingen af på panden i lidt olie, bare lige så den får lidt farve uden på. Den må gerne være lidt rå inden i stadigvæk. Krydr med lidt salt og evt. også lidt spidskommen
  2. Skær gulerødder, porre og hvidløg fint, men behold evt. peberfrugten i lidt grovere tern
  3. Kom grøntsagerne ned til kyllingen sammen med krydderierne og svits det med rundt, til det bliver lidt blødt
  4. Tilsæt hakket tomat, linser, vand og kokosmælk og skru ned til middelvarme. Lad retten stå og simre 15-20 minutters tid imens du rører i det af og til.
  5. Skær æblet i små tern og kom ved (jeg kan godt lide at dette stadig er lidt sprødt)
  6. Smag til med salt og peber og server med en klat creme fraiche, lidt chiliflager, avocado og hvad du ellers ønsker af toppings


Kommentarer

Ingen kommentarer endnu

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret