Simremad med oksesteg, masser af grønt og tomat-flødesauce



Det her er efterårsmad, som i rigtig hyggemad. Tag du blot skålen med over i sofaen, smæk benene op og pak dig ind i et tæppe. Retten her egner sig nok bedst på den måde.
Jeg startede på retten 2 timer inden servering, så den lige når at stå og simre sig lækker. Jeg er altså ikke typen der sætter min aftensmad over om morgenen og lader den stå en hel dag og simre. Idéen er sikkert rigtig god, og jeg kunne forestille mig resultatet også var det. Men punkt 1, har jeg ikke den vildeste lyst til at stå og snitte grøntsager og arbejde med en stor oksesteg tidligt om morgenen, punkt 2. er det da de færreste der er hjemme en hel dag til at holde øje med komfuret. Så denne her variation er lidt snydevarianten af den helt klassiske simreret. Ikke destomindre blev det virkelig mørt og lækkert. Her er masser af smag og varme.
Jeg brugte en del grøntsager, du kan jo bare undlade nogle, hvis det bliver for meget. Jeg elsker grønt i sådanne retter, så jeg gav den godt gas. Ellers vil jeg bare sige god fornøjelse og god appetit, – her er nok mad til i hvert fald 6-8 personer
 

Opskrift på simremad med oksesteg og masser af grønt

 
Grøntsager:

  • 1 peberfrugt
  • 1 porre
  • 2 store fed hvidløg
  • 3 gulerødder
  • 100 g champignon
  • 1 stor sød kartoffel
  • 6 kartofler
  • 1 håndfuld frisk rosmarin

 
Krydderier:

  • 1 spsk. paprika til kødet + 1 spsk. paprika til saucen
  • 1 tsk salt til kødet + 1 spsk. salt til saucen
  • 1/3 tsk. peber til kødet + 1/2 tsk. peber til saucen

 
Kød:

  • 1100 g oksetykkam

 
Desuden:

  • olie til stegning
  • 2 dl vand
  • 1 flaske hakkede tomater (700 g) eller 2 dåser
  • en lille håndfuld laurbærblade
  • 1-2 dl fløde
  • evt. creme fraiche til toppen

 

  1. Start med at rense dit kød, på den måde at du får det værste fedt fra det, og skærer ned ud i lidt mindre stykker (ca. 5*5 cm)
  2. Brun kødet af på en pande med olie og krydr med paprika, salt og peber
  3. Når kødet har taget lidt farve (det skal stadig være rå i midten) tages det af og lægges på en tallerken
  4. Snit nu dine grøntsager i passende størrelse
  5. Kom evt. lidt mere olie på panden /i wokken og svits først peberfrugt, porre, hvidløg og gulerod
  6. Tilsæt sød kartoffel, kartoffel og kødet, og dæk det med vand og hakket tomater
  7. Giv saucen et skud paprika, salt og peber samt smid lidt frisk rosmarin og laurbærblade i retten
  8. Skru ned til middelvarme og lad retten stå og simre i 1,5 times tid
  9. Lige inden servering kom jeg fløde i og smagte atter til med salt og peber (fløden kan undlades)
  10. Server med creme fraiche og friske krydderurter, hvis du synes





 

Kommentarer

  1. Du skriver ikke noget om hvad du serverer til retten ?
    De kartofler, der er i retten, er da ikke nok til 8 personer…
    Ris ? Pasta ?

    1. Hej Ebba. Jeg serverer faktisk ikke noget til den, da der både er kartofler, sød kartoffel osv.i retten. Så jeg synes ikke det er nødvendigt 🙂 Jeg synes der var nok til 8 her, for der er også 1 stor sød kartoffel i og portionen blev generelt bare ret stor. Men du kan sagtens koge ris ved siden af – tænker ris ville passe bedst hertil. Eller lidt brød til. Kh. Julie

Vis alle kommentarer (2)

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret