Fiskefrikadeller med hjemmerørt karrysalat

Fiskefrikadeller

Fiskefrikadeller

 

Fiskefrikadeller er en rigtig familieklassiker, sådan en spise de fleste børn holder af.
Noah, Mads og jeg var forleden på Langhoff og Juul og få smørrebrød. Jeg fik én med fiskefrikadeller, – den bedste rugbrødsmad jeg til dato har fået. Rugbrødet var sprødt og groft, fisken var helt varm og nystegt med masser af smag. Karrysalaten var et hit og så var der en syrlig og let syltet rødkålssalat til. Armen altså, jeg var absolut solgt.

Da jeg ikke kunne få den mad ud af hovedet måtte jeg i gang selv den efterfølgende aften. Jeg har her forsøgt at genskabe maden, men må blank erkende at den ikke er som den på Langhoff og Juul. Men den var stadig god, synes jeg.

Jeg snød lidt ift. brødet og købte et frisk et hos bageren. Fiskedellerne lavede jeg dog fra bunden og det samme med karrysalaten. Jeg elsker en fiskefrikadelle mad og denne mad var da alligevel så god at jeg spiste den både efterfølgende frokost og aften. Så tror jeg også fiskedelle kvoten er nået for denne uge.

Karrysalaten havde jeg lavet før og lagt et indlæg op med her! Hvor du kan se fremgangsmåden, men jeg ridser alligevel lige ingredienserne op her.

 

Opskrift på fiskedeller

 

  • 500 g. torskefilet
  • 2 æg
  • 2 spsk mel
  • 1/2 dl mælk
  • salt og peber
  • 1 gulerod
  • 1 god håndfuld frisk dild
  • 1 spsk HUSK loppefrøskaller

 

  1. Hak eller riv guleroden fint og pres væsken fra, kom det i en skål
  2. Blend fisken, jeg brugte en minihakker. Kom salt ved, så det binder væsken lidt og rør godt rundt i farsen
  3. Kom nu fisken ned i skålen sammen med resterende ingredienser og rør rundt.
  4. Stil på køl og lad det trække i en lille times tid
  5. Steg dine fiskedeller i smør eller olie, (smør smager altså bare bedst)
  6. Server med lækker rugbrød, citronskiver og karrysalaten

 

Karrysalat

 

  • 1 gulerod
  • en håndfuld blomkål (ca. 100 g)
  • 1 lille løg (gerne skalotte- eller forårsløg)
  • 2 spsk syltet agurk (i hakket tilstand – jeg brugte cornichoner)
  • 1 æble
  • 3 dl skyr
  • 2-3 spsk god mayo (kan du droppe og kun bruge skyr)
  • 1 spsk karry
  • 1 tsk gurkemeje
  • salt og peber
  • evt. frisk dild til

Fiskefrikadeller
Fiskefrikadeller
Hvis du er vild med fiskefrikadeller, men mangler en opskrift på en hjemmebagt rugbrød – kan du finde mit rugbrød her

Kommentarer

  1. Det er ALT for lang tid siden, jeg har smagt en dejlig hjemmelavet fiskefrikadelle. Nu blev jeg da så inspireret. Det sker tit, når jeg følger dig

Vis alle kommentarer (3)

Skriv en kommentar

*Din mail vil ikke blive pupliceret